Kære fagpanel
Jeg skriver til jer, da jeg er bekymret for en bekendt og hendes børn og ikke ved hvordan jeg skal hjælpe dem.
Det drejer sig om en kvinde, der bor sammen med hendes mand og to børn. Et skolebarn og en lille dreng på ca. 6 mdr.
Kvinden giver udtryk for at hun synes det er hårdt med barn nr. 2 og at hun generelt mangler overskud. Hun klager over at hendes mand ikke hjælper til når han kommer hjem fra arbejde. Hun selv går hjemme på barsel.
Hun virker usikker på sig selv og sin rolle som mor og jeg og andre bekendte undres over hendes adfærd overfor hendes lille dreng. Eksempelvis lader hun ham ligge på gulvet når han er træt og ked af det og reagerer ikke på hans gråd, før andre har gjort hende opmærksom på at tage ham op. Hun lader ham stå og sove ude når hun er på besøg hos andre, uden babyalarm og tjekker ikke om han er vågen og græder. Derudover lader hun ham sidde alene i sofaen, på trods for at hun har fortalt at han før er faldet ned derfra.
De få gange jeg har været i hendes hjem, er jeg gået derfra i dyb chok over hjemmets tilstand. Der er ubeskriveligt beskidt, snavset, mørkt, rodet og nusset. Over alt ligger der et tykt lag støv. Et komfur med snavsede gryder og pander og et tykt lag rester af fastbrændt mad og skidt der dækker hele komfuret. Spejle så fedtede at man ikke kan se sit eget spejlbillede. Badeværelse, så snavset at bademåttens farve er ugenkendelig og legetæpper der er så nussede og støvede at farverne ser falmede ud. Kort sagt, har jeg og andre bekendte aldrig oplevet noget lignende.
Jeg har ikke været nok sammen med hende og hendes børn, til at kunne udtale mig om børnenes udvikling og trivsel eller om der er noget ved deres opvækst der er alarmerende. Den lille dreng virker dog meget stille af en dreng på 6 mdr. Sammenlignet med min egen på 4 mdr. som vil pille ved alt, stå eller sidde og konstant er nysgerrig på alt. Hendes dreng kan ligge i hendes arme uden brok og gør sig ikke særlig bemærket. Han græder lavmælt og kan falde i søvn alene på gulvet i et fremmed hjem. Men måske er han bare en meget rolig dreng???
Må indrømme at alle mine alarmklokker ringer, men i sidste ende ved jeg ikke om min bekymring er berettiget.
Jeg søger derfor råd hos jer. Vi har den samme sundhedsplejerske og jeg overvejer derfor at lufte min bekymring for hende, men ved ikke om det er det rigtige at gøre???
Med venlig hilsen
Den bekymrede bekendte