Hej T&J.
Ja, tak for beskrivelsen af hvordan I forsøger at få overgangen til udearbejde for mor til at udspille sig.
Det er nok svært at forestille sig, hvordan det kan gå.
Først og fremmest, så kan I forsøge at satse på, at jeres datter drikker af kop i stedet for sutteflaske mv. Hun bryder sig ikke om det der med en sut, der kommer lidt ned i halsen. Og det er altså ikke nødvendigt. I kan give hende ske-mad og så kop for resten. Og selv om man tænker baby + sut, det er en helt nødvendig ting, så er der børn som klarer sig fint uden en sut.
For det andet så er det nok sagen, at far og datter skal finde hinanden i hvordan rutinerne skal foregå, når det er de to, der er sammen, og mor er på arbejde. Det kan være, at far tager andre midler i brug – end sådan som det er, når mor er hjemme. Det kan være at bæresele eller barnevogn kommer frem, når der skal soves.
Og med hensyn til maden, så har du helt ret i, at hun nok skal spise, hvis hun bliver sulten. Og som sagt – lun modermælk kan sagtens serveres i kop! Og hun springer simpelthen sutteflasken over. Hun er også så stor nu, at det er på tide at skrue op forske-mad – og nedtrappe amningen. Jeg tænker, at det måske kommer automatisk, når du simpelthen ikke er der.
I skriver, at jeres datter er tryg ved far. Det er fint. Så de to får chancen for at lære hinanden godt at kende, når mor er på arbejde.
Det er en god ide, om I kan finde en rytme, som gentager sig uanset hvad. Fx nogenlunde faste spise- og sovetider. Og de måder som far og datter bruger sammen, når hun skal falde i søvn. Og I kan nok lige så godt belave jer på, at det kan give noget tummel og gråd, inden de to finder hinanden i en rytme.
I kan stile efter, at hun hen over de nærmeste måneder lander på at spise 3 hovedmåltider og 2 – 3 mellemmåltider fordelt over sine vågne timer. Og om natten er det vand af kop. For I kan risikere, at hun mætter sig ved brystet om natten. Så appetit til den ske-mad, som hun nu er moden til at skulle spise, den er ikke til stedet.
Amning nogle gange i døgnet (fx når mor kommer hjem fra arbejde, om morgenen eller???), det er også helt fint.
Jeg håber, at I kommer godt og helskindet igennem overgangen.
Bedste hilsner
Else Guldager
Sundhedsplejerske ph.d.
Sundhedsplejersken.dk