Kære Else Guldager.
jeg skriver da vi håber du kan hjælpe os. Vi har en pige som fylder 8 år i næste måned. Hun er egentlig en glad og sjov pige, har mange gode venner (har ofte legeaftaler) og har gode sociale egenskaber. Hun er også en følsom pige og fx bliver hun påvirket hvis der kommer en hundefilm på Ramasjang. (Bliver bange for at blive ked af det, fordi hun bliver påvirket, hvis det er synd for hunden eller lign.)
Så skynder hun sig at slukke tv’et eller vi skynder os ind for at slukke da vi ved at hun ikke kan lide det. Bare temasangen går i gang ved vi at den er gal. Det skal lige nævnes, at hun selv har en hund, men hun har et stort hjerte for dyr!
Derudover sover hun stadigvæk mellem os i sengen, og hun kan ikke sove hvis hendes far ikke også ligger i sengen. Så vi har lidt problemer med at få det hele til at fungere (ift. at blive færdig med oprydning om aftenen mm.), da hun bliver ked af det og utryg og oprørt hvis han ikke kommer ind.
Hun er meget optaget af det. Vi gør alt for at imødekomme hendes ønsker, men er det den rigtige vej at gå? Hendes far og jeg har haft/har nogle problemer i vores kommunikation/samspil og går i parterapi for at få hjælp og værktøjer og derudover fik jeg en efterfødselsreaktion efter fødslen så der har været en del at slås med.
Vi har haft vores at kæmpe med også ift. familiemæssige konflikter med resten af familien. Meget voldsomt og det har taget hårdt på familien.
I skolen går hun til læseløft og har også gået til extra matematik, men vi gør alt, hvad vi kan for at støtte hende og har postet masser af selvværd, anerkendelse og alt muligt godt på hende hele hendes liv (hun er altid blevet set, hørt og anerkendt). Men dengang, da hun startede i skole, var det som om hun begyndte at reagere om aftenen i noget jeg vil betegne som angstanfald (vågnede og var bange for at dø, følte ikke hun kunne trække vejret mm).
Det er nu gået over. Men som du kan læse er der nogle forskellige ting. Også en ting som når vi putter i sengen, vil hun have at jeg ligger med ansigtet mod hende.
Ellers er hun et normalt kvikt, kreativt, barn. Hun virker som om hendes selvværd er godt og hun virker umiddelbart som om hun har masser af gå-på-mod. Men altså det er som om, der er noget der alligevel ikke er helt som det skal være.
Vi er bange for at hun kan have taget skade af al den uro, der har været, men vi ved det ikke.
Vi håber, at du kan hjælpe med nogle gode råd og værktøjer 🙂
Mvh.