Hej Vibeke.
Jeg har 3 skønne børn. En pige på 10 og to drenge på hhv. 4 og 1 år.
Jeg har nogle spørgsmål vedr. drengene.
Den midterste dreng på 4 år, er en glad, omsorgsfuld, rummelig og velfungerende dreng. Han er god til at lege med andre børn (og voksne), og har en god fantasi. Når vi har snakket med børnehaven, siger de altid han er velfungerende, roser ham til skyerne, han har gode og sunde relationer og er i rigtig god trivsel.
Han har altid gerne villet være med i det hele. Lige siden han var helt lille, skulle han gerne være på armen, når jeg lavede mad eller med i rengøringen osv. Han har aldrig rigtig været god til at lege selv.
Det der bekymre mig (meget), er hans tilgang til andre mennesker. Hvis han møder nogle mennesker som viser interesse for ham og han har set dem nogle gange, kan han være meget påtrængende.
F.eks. hans fodboldtræner, som har et barn i samme børnehave. Da han havde set hende an (måske efter 2 træninger), løb han efter hende hele tiden, skulle sidde på skødet, give High five, og hun skulle hele tiden se hvad han lavede.
Jeg har nogle veninder fra den mindstes mødregruppe, og når vi ses, er min midterste søn ofte “oppe at køre”. Han skal hele tiden vise, hvad han kan, følger med i hvad de snakker om, giver dem kram osv.
Og sidst vi sås, havde vi faktisk haft en enedag med vores søn, hvor dagen forgik på hans præmisser, og han havde både min mands og min uddelte opmærksomhed.
Vi var til et arrangement i børnehaven, hvor min søn hele tiden løb efter pædagogerne og “skulle vise sig”. Selvom min mand og jeg flere gange forsøgte han fange hans opmærksom, og forsøgte at få ledt ham hen til os, så blev han ved.
Jeg har forsøgt at tale med ham, selvfølgelig ikke med løftet pegefinger, men bare spurgt ind til hvorfor han gør det, og han siger: “Jeg synes mennesker er så søde”. Jeg er så evig bange for, om han på et tidspunkt kan have følt sig svigtet eller ikke fået nok opmærksomhed/hvad han har haft brug for af min mand og jeg, og det er derfor han er så kontaktsøgende (det er ikke sådan han hopper op på skødet af fremmed mennesker). Hvorfor gør han det?
Han kan godt være en del jaloux på vores mindste søn, når vi giver ham opmærksomhed. Så holder han f.eks. fast i hans ben, så han ikke kan gå, hvilket han er lige ved at lære. Eller tager legetøjet fra ham osv. Han er aldrig hård ved ham, eller “ond”, blot drillende.
Da lillebror blev født for 1 år siden, fik han en Plexus skade i skulderen, og det har taget meget tid med sygehus, genoptræning osv. Det har fyldt rigtig meget ved mig, men jeg synes virkelig vi har forsøgt at inddrage de andre børn og stadig spillet, leget og hygge med dem.
Da vores midterste søn var lille, havde han en del skift. Først ved en dagplejer som blev sygemeldt og så ved en anden, hvor kemien slet ikke var der, og han var ked af at være der. Herefter fik vi plads i en vuggestue/integreret instutition, hvor han også går i børnehave nu.
Min mindste søn på 1 år er meget mor-syg. Lige siden var var helt lille, har jeg ikke kunnet forlade rummet uden han græd. Leger han med min mand, mens jeg f.eks. laver aftensmad, kan han kun lege meget kort tid, nogle gange kun minutter, så kommer han kravlende ud i køkkenet til mig.
Når han skal afleveres i vuggestue, er det under store protester, og han vil ikke holdes af andre end min mand, storesøster på 10 eller mig. Han bliver ked af det og rækker ud efter os. Hvordan hjælper jeg ham “ud i verden”?
Jeg har en tendens til at overanalysere og bliver meget bekymret, så jeg håber du kan hjælpe med lidt svar.
Mange hilsner