Besøg våres webshop
Tema om Udfordring
Tema om Udfordring
Kategori  
Print denne sideSend denne side til en ven Bookmark and Share

At få et barn vækker behovet for kontakt med egne forældre

Når du skal til at være mor eller far, vil dit behov for at have en god kontakt med dine egne forældre ofte vokse. Men hvordan skal du forholde dig, hvis du ikke har set dine forældre længe? Læs her, hvilke overvejelser du kan gøre dig.

Næsten ti procent af alle voksne børn har ikke eller næsten ingen kontakt med deres nære familie. Måske handler det om store svigt, eller oplevelser, hvor du er blevet vred, eller om noget du er irriteret over. Lige meget, hvad der er grunden til bruddet, så handler det altid nogle forventninger, der ikke er blevet opfyldt. Men når du får dit første barn, vil dit behov for at få kontakt med dine forældre dukke op igen.

Skal, skal ikke

Hvis konflikten drejer sig om alvorlige svigt, så overvej grundigt, om det er godt for dig at tage kontakt. Tal med andre om, hvad du håber på, og hvad det vil betyde for dig. Ikke mindst hvis du risikerer at blive skuffet igen. Sundhedsplejersken kan være en hjælp. Handler det om irritation, forskellige måder at leve på eller skænderier, så bid hovedet af al skam og se at få fat i dine forældre igen. Indrøm hvis du har dummet dig. Og tal med dine forældre om, hvordan I kan være sammen på en bedre måde.

Gå forsigtigt frem

Det vil måske komme som en stor overraskelse for dine forældre at høre fra dig. Du har haft tid til at tænke dig om. Du har måske talt med andre om det. Regn med at dine forældre også lige skal have tid til at sunde sig og finde ud af, hvad de skal gøre. Har kontakten været afbrudt længe, så lad være med at ringe eller sende en SMS. Måske er dine forældre midt i noget vigtigt, og du kan let føle dig afvist, hvis ikke de reagerer, som du allerhelst kunne ønske dig. Forsøg i stedet at skrive.

Hold dig til dine ønsker

Du skal sørge for at blive på din egen banehalvdel: Fortæl, hvad du har lyst til, og hvad det betyder for dig. Find ud af, hvad det egentlig er, du gerne vil. Er det at mødes? Er det at skrive sammen? Det er bedre med en lille forsigtig åbning end at lægge op til den store genforening. På den måde undgår I at blive skuffede. Du skal lade være med at gå ind på dine forældres banehalvdel: Altså ingen angreb eller forsøg på at beskrive, hvad du tror, de føler og tænker. Inden du sender brevet, så vis det gerne til en klog person og hør, hvordan det virker.

Få hjælp

Ved store eller langvarige konflikter kan det være en ide at søge hjælp. Konfliktmæglere er uddannet til både at rådgive hver part om, hvordan de hver især bedst undgår at hælde benzin på bålet, og hvad der kan være klogt at gøre. Konfliktmægleren kan også være mellemmand mellem dig og dine forældre, så mødet foregår på en god måde. Her er målet, at I får lejlighed til at fortælle, hvad der er svært uden at blive afbrudt. Og I får lejlighed til at lytte til, hvad den anden har at sige. Konfliktmægleren kan hjælpe jer med til at lave en aftale om, hvordan I kan være sammen fremover. Her kan jeres fælles interesse for det lille nye barn være det, der gør, at I kan finde en form, der er til glæde for alle.

Ingen brud uden smerter

Husk at familie ikke er noget, man vælger, det er noget man får. Og det gør ondt at lukke af for kontakten. Og selv om du bryder med dine forældrene, så vil følelser og tanker om dem dukke op igen og igen. Hvis du er kvinde begynder det sikkert allerede i graviditeten. Du får pludselig et behov om at have kontakt, særlig til din mor. Tanken om én, der hjælper, passer på og beskytter bliver pludselig fremtrædende. Men i det hele taget ønsket om en bedstemor, der kan være en vigtig person for dit barn, bliver også tydelig.

• Du kan ikke lukke af for kontakten til dine forældre, uden det gør ondt.
• Du får behov for dine forældre, når du venter et barn.
• Overvej grundigt, hvad du vil med at tage kontakt igen og hav realistiske forventninger.
• Forældre og bedsteforældre har som regel en fælles interesse i det nye barn.
• Søg hjælp og rådgivning hos en konfliktmægler, hvis konflikten er vanskelig.

Tilmeld dig gratis sundhedsplejersken.dk, så får du også vores nyhedsbrev.

 

Du kan melde dig ud når som helst, og også melde dig fra nyhedsbrevet.

 

Læs mere om Marion Thorning, Sundhedsplejerske og Master i konfliktmægling. Du kan stille Marion et spørgsmål, hvis du er medlem af sundhedsplejersken.dk. Det er gratis.

Kilder:

Thorning, Marion. Mormor – din datter er blevet mor. Gyldendal, 2000 (rev.udg. udkommer 2009)

Thorning, Marion. Lær at løse konflikter. Frydenlund, 2005

Statens Institut for Folkesundhed
http://susy2.si-folkesundhed.dk/susy.aspx
(Under "Sociale relationer" er der en tabel kaldet "Træffer familie")


Materialet på sundhedsplejersken.dk er udelukkende tænkt til inspiration og information. Sundhedsplejersken.dk ønsker at støtte kontakten mellem de offentlige tilbud for børn og deres forældre, men kan aldrig erstatte personlig kontakt, rådgivning eller medicinsk behandling. Sundhedsplejersken.dk kan ikke tage ansvar for skader som følge af brugen af de materialer, der står på denne side.

Copyright © sundhedsplejersken.dk ApS 2008 - 2017. Alle rettigheder forbeholdes.
info@sundhedsplejersken.dk