Besøg våres webshop
Tema om Mad
Tema om Mad
Kategori  
Print denne sideSend denne side til en ven Bookmark and Share

Dit barn kan ammes i mange forskellige stillinger

Det kan være en god idé, at du indretter dig sådan, at du ikke er afhængig af en bestemt stol, pude eller stilling under amningen. Det betyder, at du på længere sigt, kan amme alle steder til enhver tid. Det er i princippet kun din fantasi der sætter grænser for, hvilke stillinger du kan amme i.

Almindelig siddende stilling

Her ligger dit barn i din arm og hen over din mave. Det er godt, at du sætter dig i en stol eller sofa som giver dig god støtte i ryggen. Læg dit barn godt tilrette i din arm og hen over din mave. Hvis dit barn ligger ved venstre bryst, kan du lade dit barns hoved og skuldre hvile på din venstre underarm. Fornem om du har brug for noget støtte under din albue og arm. Hvis du har det, kan en fast sofa-, hoved-, eller ammepude være en hjælp. Du skal sidde, så du slapper godt af i dine skuldre. Det forebygger muskelspændinger og vil fremme nedløbsrefleksen, som får mælken til at løbe. Hvis den stol eller sofa du sidder i er for høj, at det være en fordel at have en skammel eller fast pude under fødderne, så du også der får tilstrækkelig støtte. Så slapper du også af i lår, knæ, underben og fødder.

Siddende krydsstilling

Her ligger dit barn bagud med krop og ben under din arm. Stillingen kaldes også tvillingestilling. Hvis dit barn ligger ved dit venstre bryst, kan du med fordel forsigtigt støtte dets hoved og krop med din højre hånd og underarm. Du kan eventuelt indrette dig med en pude til støtte, så du sidder helt afslappet.

Stående amning

Hvis dit barn er meget uroligt, kan det være en idé at forsøge at stå op og evt. med dit barn i en slynge eller bæresele. Kan du eller dit barn ikke klare at have den tætte fysiske hud-mod-hud kontakt under amningen, eller er dit barn blevet lidt ældre, kan du også forsøge at stå ind over dit barn, når du ammer det. Det kan dog være temmelig hårdt for ryggen.

Liggende amning

Her ligger du på siden med en pude under dit hoved og nakke, og en mellem dine bøjede ben og evt. en i ryggen, hvis du har behov for støtte der. Din underste arm kan med fordel være bøjet og ligge parallelt med dit ansigt. På den måde kan du lettere få dit barn helt ind til din krop og til dit bryst. Dit barn skal ligge på siden og med ansigt og mave tæt ind til dig. Dit barn vil have fat om dit nederste bryst. Men hvis dine bryster er store, kan dit barn godt i stedet have fat på det øverste bryst.

Du bliver sikkert tørstig

Hormonet oxytocin udskilles, når du ammer, og det fremmer din tørst. Derfor kan du med fordel have et glas eller en kande vand inden for rækkevidde. Så ved du, at du ikke skal tørste eller tænke på at skulle ud og hente noget at drikke midt i en amning, hvor du hellere vil sidde og slappe af.

Skift ammestilling

Det er en god ide, hvis du skifter mellem de forskellige stillinger, fordi dit barn ofte vil suge mælk ud af forskellige områder af brystet i de forskellige stillinger. Der hvor dit barn har sin hage, vil det arbejde mest effektivt og får på den måde suget mælken bedst ud af den del af brystet. Men uanset hvilken ammestilling du vælger, vil dit barn altid skulle have fat og sutte på dit bryst på præcis den samme måde.

En god ammestilling kræver, at du:
• Og dit barn sidder/ligger godt
• Har god støtte i din ryg, under albue/arm og evt. fødder
• Slapper af
• Har dit barn trukket helt tæt ind til dig
• Føler dig fri, så du kan bruge arme og hænder

Tilmeld dig gratis sundhedsplejersken.dk, så får du også vores nyhedsbrev.

 

Du kan melde dig ud når som helst, og også melde dig fra nyhedsbrevet.

Kilder:

Amning, kort og godt, Komiteen for Sundhedsoplysning, København 2007
Jensen LS, Amning – få en god start, JP/Politikkens Forlagshus A/S 2007


 
Læs mere om
 

Materialet på sundhedsplejersken.dk er udelukkende tænkt til inspiration og information. Sundhedsplejersken.dk ønsker at støtte kontakten mellem de offentlige tilbud for børn og deres forældre, men kan aldrig erstatte personlig kontakt, rådgivning eller medicinsk behandling. Sundhedsplejersken.dk kan ikke tage ansvar for skader som følge af brugen af de materialer, der står på denne side.

Copyright © sundhedsplejersken.dk ApS 2008 - 2017. Alle rettigheder forbeholdes.
info@sundhedsplejersken.dk