Besøg våres webshop
Tema om Gravid
Tema om Gravid
Kategori  
Print denne sideSend denne side til en ven Bookmark and Share

Uge 14 - Der kan følge lidt forstoppelse med

Kvindens krop ændrer sig hele tiden. Nu er det anderledes pigmentering omkring brystvorterne. Barnet er ved at få en mere klar adskillelse af at sove og være vågent. Men det kan slet ikke mærkes af moren endnu.

Mor

Måske har du lagt mærke til, at der er sket andet, end at din mave er begyndt at bule lidt mere ud. Du har måske fået en pigmenteret (mørkere) linje mellem navlen og kønsbenet. Og dine brystvorter er sandsynligvis også blevet mørkere.

 

Hvornår kommer barnet? Du kan bruge vores terminsberegner. Den er nøjagtig, fordi den tager hensyn til, hvor lang din cyklus er.     

 

Det er ikke bare i det ydre, at der sker forandringer i din krop. Hormoner gør, at dine tarmbevægelser  er lidt langsommere. Og det kan give tendens til forstoppelse. Du kan modvirke det ved at spise mad med mange fibre i (fx groft fuldkornsrugbrød og grove grøntsager) og drikke meget væske. Masser af bevægelse hjælper også. Sundhedsmyndighederne har anbefalinger til gravide kvinder om sund levevis under graviditeten. Du kan læse dem ved at klikke her.

Hvis du ved planlægning af dit undersøgelsesforløb har fået afklaret, at du tilbydes en fostervandsprøve, så foretages den i graviditetens 14. – 18. Uge. Du kan klikke her og se mere om fostervandsprøve.  

Barn

Nu kan man med en ultralydsscanning begynde at se, om barnet er en dreng eller en pige. Men husk lige på, at en scanning ikke altid  er 100% korrekt. Det kan kun en moderkageprøve eller fostervandsprøve, hvor man ser på kromosomerne. Barnet sover og er vågent. Man har fulgt fostre med ultralyd og andre målinger, og det har vist, at de yngste børn har meget af den dybe søvn, noget REM-søvn (drømmesøvn) og korte perioder, hvor barnet er vågent. Senere hen mod fødslen bliver barnet mere vågent og har tydeligere vågne perioder og søvnperioder. Barnet kan allerede smage forskellig slags smag, fx om fostervandet er sødt, surt eller har en karakteristisk smag. Det vil sige, at barnet kan sutte og synke. Og fostervandet smager forskelligt, alt efter om moren har spist salat med hvidløgsdressing eller jordbær med hvid chokolade - eller delt ½ kg slik af blandet kategori og skyllet efter med 1 ½  liter sodavand, der fulgte med.

Far

At du skal være far fylder sikkert mere i dit liv, end du overhovedet kunne forestille dig, det ville komme til, inden I ventede barn. Det sker for mange par, at i den anden tredjedel af graviditeten tænker du og din kæreste på jeres egen barndom. Måske tænker du på, hvordan din far egentlig var. Og hvad tænkte han, da han skulle være far for dig? Du tænker sikkert også på, hvordan du gerne vil være far, sammenlignet med hvordan din far har været. Din kæreste tænker helt sikkert også på, hvordan det mon er, når hun bliver mor. Kan I dele jeres overvejelser, er det en slags forberedelse til at knytte jer følelsesmæssigt til hinanden og til det barn, I venter. Måske bliver jeres sexliv mere aktivt igen efter den første periode, hvor din kæreste bare var træt, havde kvalme og måske stort set ikke meget lyst til sex. Din kæreste vil uden tvivl nyde, hvis du gør stormkur til hende. Og måske skulle du tænke over, om en billedserie af hende fra ventetiden, mens maven vokser, kunne være et rigtig dejligt minde at have. 

 

Tilmeld dig gratis sundhedsplejersken.dk, så får du også vores nyhedsbrev.

  

Læs mere om jordemoder Bodil Kirstine Møller

Materialet på sundhedsplejersken.dk er udelukkende tænkt til inspiration og information. Sundhedsplejersken.dk ønsker at støtte kontakten mellem de offentlige tilbud for børn og deres forældre, men kan aldrig erstatte personlig kontakt, rådgivning eller medicinsk behandling. Sundhedsplejersken.dk kan ikke tage ansvar for skader som følge af brugen af de materialer, der står på denne side.

Copyright © sundhedsplejersken.dk ApS 2008 - 2018. Alle rettigheder forbeholdes.
info@sundhedsplejersken.dk