Besøg våres webshop
Tema om Gravid
Tema om Gravid
Kategori  
Print denne sideSend denne side til en ven Bookmark and Share

Graviditet ændrer kæresteforholdet

For 92 procent af alle par, der venter barn, er graviditeten resultat af et samleje. Seksualiteten i jeres parforhold ændrer sig under graviditeten. Det handler om at følge med sig selv, give slip og frem for alt at følge med hinanden – også når det handler om sex.

Man kan sagtens have et dejligt sexliv som gravid, men det er ofte anderledes end det plejer at være.

I den første tredjedel af graviditeten, hvor man lige har fundet ud af man er gravid, er det faktisk ikke altid seksuelt samvær kvinden eller manden er optaget af. Pludselig er det nu, der er mulighed for, at I sætter en lille gren på familiens stamtræ. Det vækker både glæde og tid til eftertanke.

Sex kan ikke:
• Resultere i en abort i begyndelsen af graviditeten (spørg fagpersoner hvis du er i tvivl om det)
• Skade barnet
• Sætte fødslen i gang før tid

Tilmeld dig gratis sundhedsplejersken.dk, så får du også vores nyhedsbrev.
 

Samtidig oplever du som mand en kæreste, der er forbandet træt – noget der måske er nyt. Og den kvindelige part mærker, at brysterne er ved at omstille sig til barnet –  de er blevet irriterende ømme. Det fungerer ikke lige som sædvanligt, når I måske kunne få lyst til sex. Til alt det kommer så kvalmen, der ligger som en tung dyne og sjældent føles langt væk. Og resultatet hos jer kan blive som hos så mange andre par, den seksuelle aktivitet er mindre i den første tredjedel af graviditeten.

Maven og sexlysten vokser

Kvalmen er ovre, og I nyder sikkert, at trætheden hos den kvindelige halvdel også viste sig at forsvinde igen. Det er nu den midterste tredjedel af graviditeten.

Livmoderen er vokset betydeligt, og det resulterer i mere blodgennemstrømning. Når du som kvinde får mere blod til underlivet, giver den øgede gennemstrømning dig mulighed for mere seksuel lystfølelse. I kan bruge den nye energi til at vække jeres seksuelle appetit, hvis den har slumret lidt.

I øvrigt har udenlandske undersøgelser vist, at en del par får lyst til at eksperimentere med deres seksualitet i denne periode. Det kan være nye praktikker i form af oralsex, gensidig onani eller brug af sex-legetøj. Jeres seksuel lyst, kærlighed og ømhed samt respekten for hinanden, er det bedste I hver især både kan give og modtage.

Baby kan komme i vejen

I den sidste tredjedel af graviditeten er det almindeligt, at lysten til at være seksuelt aktiv igen bliver mindre. Måske mærker I, det bliver tiltagende svært for  kvinden at finde stillinger, hvor hun kan nyde det og slappe af – samtidig med - at der er plads til den gravide mave. Og at give sig hen og slippe kontrollen er jo i stor stil det, det handler om, hvis du som kvinde skal nyde jeres sexliv.

Nogle mænd føler i denne periode, at barnet er meget nærværende. Du kan som mand måske opleve det, som om den lille nærmest kan ”se”, hvad du foretager dig. Og at du i virkeligheden synes: ”Det her er altså forbudt for børn”… Andre mænd har en følelse af, at sex kan skade barnet og måske være for voldsomt. Alt sammen helt almindelige og forståelige følelser i jeres situation.

Hvad kan du gøre for din kæreste rent seksuelt?

• Du kan vise eller fortælle, hvad du har lyst til
• Du kan være aktiv for at jeres sexliv bliver ved med at være levende
• Du kan respektere det, din kæreste siger og være nysgerrig overfor hvad han/hun mener
• Du kan prioritere omsorg og de små ting i hverdagen
• Du kan overveje om sex også kan være dejligt, selvom det ikke altid ender med fuldbyrdet samleje

Desværre er der ikke foretaget nyere undersøgelser i Danmark, som kan fortælle noget om, hvordan seksualitet og graviditet opleves af nutidens forældre.

 

Kilder:

Graviditetsbogen. Red. Dorthe Taxbøl. Lindhardt og Ringhof 2007.
Parforhold – intimitet i hverdagen. Emilie Melchior. Frydenlund 2009.
År 1 – når I har fået barn. Else Guldager. Lindhardt og Ringhof 2009.


Materialet på sundhedsplejersken.dk er udelukkende tænkt til inspiration og information. Sundhedsplejersken.dk ønsker at støtte kontakten mellem de offentlige tilbud for børn og deres forældre, men kan aldrig erstatte personlig kontakt, rådgivning eller medicinsk behandling. Sundhedsplejersken.dk kan ikke tage ansvar for skader som følge af brugen af de materialer, der står på denne side.

Copyright © God Barndom S/I 2018. Alle rettigheder forbeholdes.
info@sundhedsplejersken.dk