Besøg våres webshop
Find svar
Find svar
Kategori  
Print denne sideSend denne side til en ven Bookmark and Share

Har lille appetit og 'krudt i rumpen' - 9 måneder



"Spørg os" svarer:

Kære Nanna.


Tillykke med sønnen, som udvikler sig med rekordfart. Der lyder dejligt. Og hvor har I ret - det ER udfordrende at være forælder.


Jeg skulle læse ret langt ned i din beskrivelse, før jeg fik ideer til, hvordan I kan tage fat.

 

Jeg tror, at han mætter sig meget ved den mælk han drikker hos dig om natten. Et par amninger efter klokken 24.00, samt et par stykker før, det er et betydeligt tilskud til hans behov for energi (og mad). Ikke nok med at det tager appetitten til maden, men det betyder også, at hans motivation til at spise bliver noget mindre, simpelthen fordi han ikke er særlig sulten. 

 

I kan jo overveje om den svingende appetit har en sammenhæng med hvordan nætterne går, og hvor meget han drikker hos dig?

 

I kan forsøge, at han tilbydes vand af kop om natten og kun bliver ammet fx aften inden sovetid og før han sover middagssøvn. Eventuelt kan far stå for nætterne i en overgangsperiode, så han ikke hele tiden fristes af den dejlige duft af modermælk, der er omkring dig. 

 

Hvis amningen om natten nedsættes, så tænker jeg at appetitten til ske-mad vil øges. Og at hans koncentration forhåbentlig vil følge med.


Jeg tror, det er en god ide, at I voksne koncentrerer jer om jeres mad, og han koncentrerer sig om sin. Hvis han ikke har lyst til at blive madet, så prøv at servere maden, så han kan spise det meste selv. Jeg kan se, at I tænker på kalorieindtaget. Smør under brødet, eller olie skrabet på det hvide brød, hvis I serverer den slags til nogle af middagsretterne. Det er rigtig godt. 

 

Jeg forstår godt jeres betænkeligheder ved at give ham mad, mens han ser på iPad. Han skal jo gerne lære, at mad er en dejlig ting, og hvordan de forskellige madvarer og retter, som I spiser, de er. Og det gør han bedst, når han selv kan bestemme, og I sørger for, at I koncentrerer jer om måltidet. Fx at I ikke selv sidder dybt begravet i mobiltelefonen, eller at TV-et kører, mens I spiser.

 

 

Jeg synes, at I skal lade være med at fodre ham, når han ikke vil have det. For det kan få hans ubehag ved mad til at blive større. Og så opnår I præcis det modsatte af, hvad I gerne vil.

 


Med hensyn til mellemmåltiderne sidst på dagen, så kan du godt give dem tæt, hvis det passer godt for ham og den energi og appetit, han har.

 

I skal også være opmærksom på, at tilbyde ham jernrig kost. Dvs. kød eller fisk hver dag, gerne til flere måltider – fx leverpostej (det må gerne være kyllingelever) og andre kødprodukter og makrel i tomat som pålæg på brødet samt havregrød eller jernberigede grødprodukter, når han skal have grød – og til aftensmad også noget, der indeholder jern (fx frikadeller, kødboller i tomat, fiskefrikadeller, kyllingelever osv.).

I kan prøve at give ham et ekstra grødmåltid fx havregrød kogt på modermælk (hvis du alligevel har det) eller mme og med en smørklat i. Det mætter godt sidst på dagen.

 

Jeg håber, at nogle af overvejelserne vil bringe jer videre. Og at I får succes med at han bliver gladere for maden.

 

Held og lykke med det hele

 

Else Guldager
sundhedsplejerske phd.


Til spørgsmål »
Tilbage til oversigten »

Materialet på sundhedsplejersken.dk er udelukkende tænkt til inspiration og information. Sundhedsplejersken.dk ønsker at støtte kontakten mellem de offentlige tilbud for børn og deres forældre, men kan aldrig erstatte personlig kontakt, rådgivning eller medicinsk behandling. Sundhedsplejersken.dk kan ikke tage ansvar for skader som følge af brugen af de materialer, der står på denne side.

Copyright © sundhedsplejersken.dk ApS 2008 - 2017. Alle rettigheder forbeholdes.
info@sundhedsplejersken.dk