Hej Louise!
Tillykke med at det går så fint med jeres søn. Jeg kan forstå, at ammeperioden som blev for lang, den stadig fylder for dig. Jeg er sikker på, at du har gjort hvad du kunne, og der er kommet en dejlig dreng ud af det.
Det er jo en glæde – og det er rigtig godt at tælle de lyse ting. og lade være med at bebrejde dig alt det, der ikke lige gik, som du havde haft lyst til. Der er næsten altid ting, der ikke blev ”perfekt”, men helt ærligt, det er ikke nødvendigt for at det bliver en dejlig barndom og et harmonisk barn. Der er arbejde, der skal passes – og det er derfor vi har gode dagtilbud hvor børnene har en dejlig dagligdag. Også til klokken 16 eller 17.
Jeres udfordringer er aften og nat og især hvornår aftenflasken skal lægges på hylden. Jeg kan forstå at jeres søn er fuldstændig opbrugt, når han skal i seng. For nogle børn giver det en roligere nattesøvn, hvis de bliver lagt lige lidt før (fx 15 – 20 minutter). I kan jo prøve det.
Med hensyn til flasken lige inden sovetid, så synes jeg, at jeres egen idé om at give mindre og mindre i flasken, den er rigtig god. Det er også fint, at I mørkelægger den del af værelset, hvor jeres søn skal sove. For lys og mørke er elementer i hvordan krappen automatisk styrer nattesøvnen.
I har erfaret hvordan ”en kold tyrker” virker, og det forstår jeg godt, at I ikke vil lægge barn til.
Du spørger, om det kan være fordi ”han ikke er klar”.
Børn er sjældent klar til at ændre på et aftenritual. Her er det vi voksne, der efter bedste evne lægger de nye rutiner til rette, som barnet så vænner sig til. Men et barn med mere sproglig formåen på 2 ½ - 3 år forstår meget mere. Og det gør ændringer nemmere.
Så I kan vente lidt, hvis I ikke synes det netop er nu, der skal tages en tørn med forandringer.
Jeg tvivler i øvrigt på, det er natflasken, der betyder noget for hvor meget han sover i vuggestuen. Jeg tænker at andre ting, så som larm fra de andre børn, især kan betyde noget.
Hvad med at tage det hele lidt afslappet, og se hvordan nætterne udvikler sig. I kan jo prøve en mellemmodel, hvor han får lun mælk af kop og stadig mindre og mindre i sutteflasken. Så kan det være, at I kan nøjes med kop og sut til sidst.
Held og lykke med det hele.
Bedste hilsner
Else Guldager
Sundhedsplejerske ph.d.
Sundhedsplejersken.dk