Besøg våres webshop
Find svar
Find svar
Kategori  
Print denne sideSend denne side til en ven Bookmark and Share

Slut med amning ved sovetid? - pige 22 måneder


Kære Else

Nu er tiden ved at være inde til, at min datter på snart 22 måneder skal stoppe med at blive ammet og lære at falde i søvn om aftenen uden amning. Problemet er, at jeg ikke ved, hvordan vi kan gøre det, uden at hun bliver enormt ked af det.

Indtil nu er hu faldet i søvn i mine arme efter eller under amning, hvorefter jeg lægger hende over i hendes seng. Inden har der været putteritual med bad, grød og mælk, børste tænder og til sidst på hendes værelse, hvor vi synger godnat sang, mens hun bliver ammet og har sin putte-bamse i favnen. Så snart vi nærmer os værelset før putning begynder hun at kalde på mælk/bryst og græder, hvis hun ikke får det hurtigt.

Vi har forsøgt at indføre godnat historie, men det er hun ikke interesseret i, fordi hun er så opsat på at få mælk (på andre tidspunkter vil hun gerne have læst bøger).


Vi har tidligere i perioder prøvet på at adskille amning og søvn lidt mere. Jeg har fx prøvet gradvis at erstatte amningen med mælk af kop, mens resten af putteritualet blev fastholdt samt prøvet at lægge mig i sengen med hende (så overgangen fra favn/bryst til seng ikke er så stor). Men vi er hver gang endt med at opgive.


Men nu skal det være så denne gang vil vi holde fast også selvom hun bliver rigtig ked af det (for det ved vi hun gør). Jeg synes bare, det er rigtig hårdt og synd for hende, at vi skal igennem det, når hun bliver så ked af det, så jeg håber du kan hjælpe med hvilken "strategi", vi skal vælge, så hun bliver så lidt ked af det som muligt.

De gange jeg har prøvet, at vi lægger os ned, starter det fint, så længe hun bliver ammet, men når hun er færdig med det, mosler hun rundt og liver gevaldigt op. Hun kan sågar finde på at stå og hoppe eller danse i sengen, og det hjælper ikke rigtig, at jeg prøver at lægge hende ned eller siger, at hun skal gøre det. Hun lægger sig nok ned kortvarigt, men så springer hun op igen (det kan sagtens strække sig over en time). Når hun endelig falder til ro og bliver træt, bliver hun igen ked af det og vil have mælk, og hvis hun ikke får det, bliver hun helt ulykkelig.

Det virker som om hun har brug for fysisk hjælp til at falde til ro ved at blive holdt, som jeg gør det, når jeg sidder med hende i armene og ammer hende. Det skal siges, at det ikke er fordi vi putter hende tidligt. Vi går først ind på værelset kl. 20.15, og hun er vågnet fra middagslur senest kl. 14 (de vækker hende her i vuggestuen efter et par timers lur, da hun de gange hun har sovet længere, slet ikke kan falde i søvn om aftenen - den har nogen gange nærmet sig 23, før hun sover, og det er altså alt for sent).

Efter en længere pause fra forsøget på at ændre putningen har jeg de seneste dage igen startet på lige så stille at få ”nedtrappet” afhængigheden af amning for at kunne falde i søvn. Jeg har ladet hende drikke fra brystet til at starte med, og når hun så er færdig i første omgang (der er gerne en pause hvor hun ligger og snakker lidt inden hun til slut lige skal have lidt mælk igen, inden hun falder i søvn), siger jeg til hende, at nu er vi ”færdige” med at få mælk fra brystet og at ”brystet er tomt” (lige som jeg siger, hvis der er noget hun gerne vil have mere at spise af, og der ikke er mere, eller hun ikke må få mere fordi det er usundt).

 

Når hun så igen efterspørger mælk gentager jeg det og siger, at hun gerne må få mælk fra koppen. Jeg har i noget tid haft en tud-kop med ind til putning, fordi det gør ondt, hvis hun for længe ligger og bapper på mine bryster (putningen tager ofte en time). Den kop har så fået en større rolle nu, og hun vil vældig gerne drikke også af den og drikker faktisk en ret stor mængde mælk.

Det er således lykkedes mig to gange (dog ikke i træk), at hun som det sidst har fået mælk fra koppen, inden hun faldt i søvn. Planen var så at få adskilt bryst og søvn mere ved når første trin havde fungeret i nogen dage, at lade aminigen være tidliere i putteritualet (inden skiftning/tandbørstning) og måske på et andet værelse, så det kun er mælk fra kop jeg giver hende, når hun ligger i mine arme på sit værelse. Og så håbede vi på, at når hun først havde lært det, ville det ikke være lige så hårdt for hende senere helt at skulle undvære amningen.

Men så gnidningsfrit lader det ikke til at ville gå. De sidste dage har hun godt nok ville drikke af koppen også, men så ville hun have bryst igen – og det er ikke fordi jeg giver hende mælk ved det første klynk, men hun kan virkelig blive så ked af det, så hun bliver helt rød i hovedet og sveder, hvis hun ikke bliver ammet, når hun beder om det. Og da hjælper det ikke med bamse og kop; de bliver bare smidt på gulvet, og jeg kan heller ikke trøste hende med sang og kærtegn.

Vi er derfor meget i tvivl om, hvad den bedste måde er at komme videre på. Vi hælder til at droppe den ”gradvise-plan”, for selvom den for mig virker som den mest skånsomme, i hvert fald i teorien, er det måske ikke sådan, hun oplever det. Den vil jo tage længere tid og hvis hun alligevel bliver rigtig ked af det hver aften, er det måske bedre med en plan, der ikke strækker sig over så lang en periode. Måske ved at vi stopper aminingen helt fra den ene dag til den anden, og at hendes far så prøver at trøste og få hende til at falde i søvn. Og selvfølgelig giver hende alt den nærhed og fysiske kontakt, vi kan, for at trøste hende.

Men jeg er meget i tvivl, og mit spørgsmål til dig er derfor, hvad du vurderer vil være den mest skånsomme tilgang over for vores datter, givet at hun reagerer som hun gør? Skal vi fortsætte med trinvist at adskille amning fra søvn og trinvis nedtrappe amningen? Eller er det bedre at tage det hele på en gang? Og skal min mand tage over (og jeg måske slet ikke være i huset) så hun ikke frustreres over at muligheden for amning er så tæt på, og hun alligevel ikke får lov? Eller vil hun derimod opleve det som et svigt, hvis jeg ikke kommer, når hun er ked af det og kalder på mig? For det har hun gjort, når hendes far og en gang også hendes farmor tidligere har prøvet at putte hende.

Jeg har svært ved at se, hvordan det skal lykkes mig at putte hende uden amning lige pt. Hun er jo så stor, så hun både kan bede om det og hun løfter op i blusen og prøver at komme til. Derfor hælder jeg mest til at lade hendes far overtage. Jeg er dog bange for, om hun vil opleve at jeg svigter hende, når jeg pludselig ikke er der, når det nu så længe har været mig der har puttet hende. Det skal siges, at vi længe har gjort det sådan, at hendes far ofte står for de første trin i putningen såsom bad og grød, og hun er rigtig glad for sin far. Men når hun er ked af det og jeg er der, er det mig hun vil trøstes af. Når jeg ikke er der er hun faktisk nemmere at ”passe” for både hendes far og bedsteforældre.

 

Men hvis hun slår sig eller af anden grund bliver ked af det kalder hun på mig – også når jeg ikke er der. I perioder er det mig, hun vil have til alt ting, og her kan hun blive ked af det bare hvis jeg skal på toilettet eller i bad. Som hovedregel kan hun dog sagtens være adskilt fra mig i noget tid af gangen - det er hun jo i fx vuggestuen, og når bedsteforældre har passet. Begge dele trives hun fint med, men er dog ofte bagefter meget mor-søgende.

Endelig skal det nævnes at hun på nuværende tidspunkt bliver ammet 2-3 gange i døgnet: Inden hun skal sove, en gang i løbet af natten (hvorefter hun hurtigt sover videre i vores seng), og/eller når hun vågner om morgenen.

Hun er generelt en glad og fremmelig pige, der forstår alt hvad vi siger og selv snakker meget, efterhånden også i korte sætninger. Hun har også altid været en meget følsom pige, der altid har været udfordrende i forhold til søvn, og været meget amme-glad og med et stort behov for fysisk kontakt. Hun er også temperamentsfuld og er typen der kan slå sig næsten uden at sige en lyd, men derimod kan blive overvældende ked af det og frustreret, hvis der er noget hun ikke må, ikke kan eller hvis man ikke kommer hen til hende eller tager hende op, når hun gerne vil det.

Jeg vil gerne inden længe stoppe amningen helt, men det vigtigste for os lige nu er aftenamningen, da det efterhånden er et problem i forhold til arbejde og socialt liv, at det altid er mig, der skal putte. Og det er begyndt at gøre ondt, fordi hun vil ammes så længe her. Jeg synes morgen-amningen er rigtig hyggelig, for her ligger vi langsomt og vågner og hun starter dagen rigtig tryg og glad. Men jeg tænker, at det nok vil lettest for hende at forstå, hvis vi stopper amningen helt. Hvad tænker du om det?

Jeg håber meget du har et godt råd og kan hjælpe os med, hvordan vi bedst griber det an.

Bedste hilsner


/Mælkepigens mor.

Læs svaret

Materialet på sundhedsplejersken.dk er udelukkende tænkt til inspiration og information. Sundhedsplejersken.dk ønsker at støtte kontakten mellem de offentlige tilbud for børn og deres forældre, men kan aldrig erstatte personlig kontakt, rådgivning eller medicinsk behandling. Sundhedsplejersken.dk kan ikke tage ansvar for skader som følge af brugen af de materialer, der står på denne side.

Copyright © sundhedsplejersken.dk ApS 2008 - 2017. Alle rettigheder forbeholdes.
info@sundhedsplejersken.dk