Kære Trætte mor.
Tak for din beskrivelse af din datters vaner med hensyn til sutteflasker om natten. Jeg forstår godt dine overvejelser, og du er jo allerede på vej. Det vil sandsynligvis give mere rolige nætter, når hun holder op med at få sutteflasker om natten, og hun har vænnet sig til at sådan bliver det.
Jeg har følgende forslag:
Du kan supplere din sang med en sovebamse, som forhåbentlig langsomt bliver én, som hun er glad for og som hun kan putte med. Du skal endelig involvere hende i hvilken en bamse, hun vil vælge som sovebamse.
Når hun er glad for bamsen, og putter med den, måske sker det efter 1-2 uger, så begynder næste trin. Du fortynder hendes flasker med mælk om aftenen og natten mere og mere med vand.
Når der er gået yderligere 1-2 uger er det vand, der er i flaskerne.
Når der er gået yderligere 1-2 uger fortæller du hende, at nu er det slut med sutteflaskerne. I putter dem i skraldespanden sammen, så hun ser, at de er væk. Hun vil ikke helt forstå sammenhængen, men hun vil huske, at flaskerne er kommet i skraldespanden. Du skal ikke forvente, at hun accepterer det. Men det er vigtigt, at hun er med i processen.
Når flaskerne er væk, vil hun græde om aftenen, for at få flasken. Du må fortælle hende, at I har smidt flaskerne væk, fordi hun ikke skal have dem mere. Du kan tilbyde hende en kop varm mælk i stedet, hvis det har interesse. Du fortsætter ellers putteritualet som sædvanligt.
Hun vil uden tvivl græde og være rigtig ked af det, fordi flaskerne er væk. Jeg vil tro, at det tager en uges tid, før hun accepterer tingenes tilstand.
Belønningen er, at søvnen bliver bedre og hendes appetit vil vokse. Og begge dele er nok noget, som du rigtig gerne vil have.
Du kan også tænke på, at udvikling af også til er frustrerende. I forældre kan trøste og gøre alt så godt som muligt. Men I er dem der ved bedst, og tiden med sutteflaskerne skal være slut.
Held og lykke med det hele – også med den nye baby, der kommer.
Mange hilsner
Else Guldager
Sundhedsplejerske ph.d.