Hej Trine.
Tillykke med din datter, som du stadig ammer – og så er hun også begyndt på skemad. Det ser bare ud til at alting går, som det skal.
Det tager jo tid, før hun vænner sig til de forskellige ting, hun kan spise og drikke. Hun er nu midt i det, vi kalder overgangsperioden.
Det er helt almindeligt at hun skal smage ting en del gange, før hun synes om smag og konsistens. Og en stor del at hendes mad er stadigvæk mælk fra dig.
Du er usikker på, hvor din amninger bedst placeres. Det du gør nu er, at hun får en ammetår morgen og aften (inden hun sover), og der ud over, når hun har lyst og så 1 – 2 gange om natten.
Du kan forsøge dig med, om hun vil nøjes med en tår vand om natten. Det vil måske give mere ro om natten og endnu mere appetit til mad og drikke om dagen.
Du er bange for, at hun får for lidt væske. Det tror jeg ikke du behøver at være. Er hun tørstig, så vil hun drikke vand, bryst eller andet flydende, som du tilbyder hende.
At hun ikke længere gider at drikke af flaske er måske en fordel. Så skal hun ikke vænnes fra den. Hun har det fint med at drikke af kop eller bryst, og det er alt nok for hende. Strålende.
Jeg kan give dig lidt forskellige sigtepunkter, som du måske kan bruge til noget.
1. Du kan med fordel begrænse amningen om natten og give hende vand i stedet.
2. Du må give hende så meget skemad, som hun har lyst til. Det er fint, hvis I spiser sammen. Og som væske kan du fx give hende vand og bryst.
3. Du kan regne med at hun skal have ca. 3 hovedmåltider og 2-3 mellemmåltider frem til hun er ca. 9 – 12 måneder.
4. Du kan roligt føle dig frem og bruge din sunde fornuft med hensyn til mad og drikke i overgangsperioden.
5. Sundhedsstyrelsen anbefaler at drikkemælk er brystmælk eller modermælkserstatning frem til hun er 1 år.
Brylluppet I skal til er først om et par måneder, og der sker rigtig meget frem til da. Hvis hun skal passes af nogen, der kender hende godt, så er det sikkert muligt at give hende vand, udmalket modermælk eller modermælkserstatning af kop, mens I er væk. I kan jo eventuelt holde en ”generalprøve” for at se, hvordan det funker.
Held og lykke med det hele.
Bedste hilsner
Else Guldager
Sundhedsplejerske ph.d.