Find svar
Find svar
Kategori  
Print denne sideSend denne side til en ven Bookmark and Share

Har spist gammelt pålæg - er det farligt?



"Spørg os" svarer:

Kære Astrid.
 
Jeg har forståelse for, at du er bekymret for, at du kan være smittet med listeriabakterien. Du har spist noget kødpålæg, som har været for gammelt. Din bekymring kan vi desværre ikke tage fra dig, men håber, det kan berolige dig, at de fleste danskere på et eller andet tidspunkt bliver smittet med bakterien, mens de færreste bliver syge, hvilket immunforsvaret normalvis sørger for.
 
De mest almindelige symptomer på listeriose er oftest feber, hovedpine, almen svækkelse og eventuelt diarré og opkast. Ifølge Statens Seruminstitut kan gravide, have ukarakteristiske symptomer som feber, eventuelt sammen med muskelsmerter, diarré eller mave- eller rygsmerter.
 
Inkubationstiden, dvs. tiden fra man bliver smittet til man får symptomer, for listeriose er oftest 2-3 uger, men kan variere fra 1-70 dage. Og konstateres der Listeriose i blodet, kan det behandles med antibiotika (fx penicilliner).
 
Du skriver, at det er utrolig ubehageligt at skulle gå og nærmest vente på symptomer før du kan slappe af igen, og have bekymringer om, hvorvidt det kan være for sent ift. at risikere at smitte barnet i maven?
 
Du har ret, når du skriver, at du så kan komme til at gå og være urolig for, om der kommer symptomer på infektion. Andre gravide vil måske glæde sig over, at de ikke har symptomer, og håbe på at det bliver ved med at være sådan. Måske kan du indtil videre øve dig i ikke at tage sorgerne på forskud?
 
Det er din praktiserende læge eller din jordemoder, der har viden om din graviditet og den personlige kontakt med dig. Så dem må du henvende dig til, hvis du bliver ved med at være urolig. Og skulle det sorte uheld være ude, så er det dem, der skal hjælpe dig og sørge for, at du får behandling, hvis der bliver behov for det. Det er vigtigt, at du ikke går alene, eller alene med din kæreste, i længere tid af graviditeten og har bekymringer.
 
Generelt set er graviditeten for de fleste i øvrigt en periode, hvor bekymringer kan opleves på nye måder. Og der er er meget, man kan blive urolig for, hvis man tager alt ind, som kan være potentielt farligt og skadeligt, så kan der blive meget negativt og man kan bruge energi på unødige bekymringer. Det kan du måske tænke over, om det gælder for dig?
 
Med hensyn til dha kapsler fra Lactocare, så skal alle kosttilskud være mærket med følgende sætning: ”Kosttilskud bør ikke træde i stedet for en varieret kost. Bør kun efter aftale med læge eller sundhedsplejerske anvendes af gravide eller børn under 1 år.” Der findes rigtig mange kosttilskud mv., som markedsføres i disse år. Og da gravide og de yngste børn er særligt følsomme overfor eventuelle skadevirkninger, skal man være meget forsigtig med at tilskynde til brug af midler til disse målgrupper.
 
Derfor tilrådes det at tale med læge eller sundhedsplejerske. Det kan være, du gerne vil passe godt på dit barn, og at du tænker et kosttilskud kan gøre noget ekstra for jer.
 
Imidlertid er det anbefalet af sundhedsmyndighederne, at gravide følger deres råd og vejledning om kost- og vitamintilskud, levevis, motion osv. Du kan se dem her. De bygger på solid videnskabelig viden og de nyeste forskningsresultater fra ind- og udland, og de er samtidig lette at omsætte i hverdagen. Kapslerne du omtaler, er ikke en del af anbefalingerne til gravide fra myndighederne.
 
Det også de anbefalinger, som din læge tager udgangspunkt i, ligesom det er en del af vores grundlag i sundhedsplejersken.dk.
 
Jeg ønsker det bedste for dig og din graviditet, og håber, du kan bruge tankerne og informationerne her til forhåbentlig at kigge fremad med glæde til resten af din graviditet.

De bedste hilsner

 

Else Guldager

Sundhedsplejerske ph.d.


Til spørgsmål »
Tilbage til oversigten »

Materialet på sundhedsplejersken.dk er udelukkende tænkt til inspiration og information. Sundhedsplejersken.dk ønsker at støtte kontakten mellem de offentlige tilbud for børn og deres forældre, men kan aldrig erstatte personlig kontakt, rådgivning eller medicinsk behandling. Sundhedsplejersken.dk kan ikke tage ansvar for skader som følge af brugen af de materialer, der står på denne side.

Copyright © God Barndom S/I 2019. Alle rettigheder forbeholdes.
info@sundhedsplejersken.dk