Hej
Vi har tidligere fået et par gode råd herinde hos jer, så nu prøver vi igen.
Vi har en datter på 4,5 år, som sover inde hos os. Vi har udvidet soveværelset til 3 senge og det har såmænd været rigtig hyggeligt. Vi begynder dog nu at forstyrre hinandens søvn temmelig meget og vi vil egentlig også gerne have soveværelset lidt for os selv. Det store problem er bare, at vores datter er bange for at skulle sove på sit eget værelse.
Vi har et 2-etagers hus med soveværelset og hendes værelse ovenpå samt en lille stue som kun sjældent bruges. Vi er for det meste i stueetagen og er kun ovenpå for at sove. Hun er også bange for selv at gå ovenpå, hvis hun f.eks skal hente noget på sit værelse-så skal vi gå med, hun har også legeværelse nedenunder. Enkelte gange går hun ovenpå og leger, hvis hun har en kammerat med hjem.
Det har hun ofte, men de leger mest nedenunder.Jeg er lidt bange for at presse på med at hun skal sove på sit værelse, når hun nu bliver direkte bange bare ved tanken.
Når jeg spørger, hvad hun er bange for, siger hun at hun er bange for at der kommer nogle fremmede når hun sover! Jeg kan ikke rigtig berolige hende med, at det gør der ikke, døren er låst, hunden passer på os, vi passer på hende osv-det hjælper ikke rigtig.
Hun har engang foreslået, at jeg skulle sove på gulvet på hendes hyggemadras ved siden af hendes seng derinde. Da jeg var bange for på den måde at komme ind i en dårlig rytme, sagde jeg nej, og forklarede, at min seng var i soveværelset ved siden af fars. Så ville hun heller ikke sove på sit værelse.
Hun blev helt ulykkelig og det var min opfattelse, at hun havde glædet sig til at sove derinde med mig på madrassen ved siden af. Så det var måske forkert af mig at afvise den ide?
hendes værelse ligger lige op af soveværelset og dørene skal selvfølgelig stå åbne imellem os. Men det er heller ingen trøst.
Lige nu bliver hun puttet hver aften ved at en af os læser godnat historie og ligger sammen med hende i soveværelset til hun sover. Det tager som regel en lille halv times tid.
Kan du komme med et par gode ideer til, hvordan vi får hende til at blive tryg ved tanken om at sove alene og på sit eget værelse. Vi har lavet vores gamle soveværelse om til hendes værelse for et års tid siden, så det var OS og ikke hende, som skulle sove i et nyt rum. Men det var ikke helt nok.
Hun er ellers en dygtig og glad pige-dog lidt forsigtig og genert. Hun har masser af legekammerater i børnehaven og herhjemme. Hun er enebarn.
Håber, det gav dig et lille indblik i vores situation.
Mange hilsner