Hej,
Jeg er far til 2 piger på henholdsvis 2 og 4 år. Vores ældste datter smed bleen da hun var lige over 3 år gammel. Vi har nu i et år forsøgt efter bedste evne at hjælpe hende med at blive renlig. Det er i store træk også lykkedes, men vi er nu nået til et punkt hvor vi simpelthen ikke ved hvad vi skal stille op.
Der har været mange forandringer i vores familie det sidste år. Og vi tror, at det er det der har gjort at det måske har taget noget længere for hende at blive renlig end andre. Vi er bl.a. flyttet og jeg har gået hjemme i 5 måneder med vores mindste, fordi hun har været syg, og så har min kone skiftet arbejde, og jeg gik tilbage til skolebænken i sommer.
Men vi har nu haft en halvt år hvor der ingen forandringer har været og det er blevet meget bedre med renligheden herhjemme i det halve år.
Vores datter har dog dagligt et “uheld” i børnehaven og det har været sådan i noget tid. Hun bliver normalt hentet omkring kl. 15.30, og det virker som om at hun tisser i bukserne, umiddelbart lige inden vi kommer. Det er lidt svært at sige, hvad tid det er, for hun tager ikke selv kontakt til pædagogerne og siger, at hun har tisset. Så det er som regel os, der finder ud af det, når vi henter hende, og der prøver hun også at gemme det for os.
I Sommer var vi på ferie i 3 uger, og der var et enkelt uheld, hvor hun tissede en smule, og herhjemme siger hun selv til, når skal tisse og går selv på toilettet. Det sker, at hun har uheld her hjemme, men det er utrolig sjældent efterhånden, og når det endelig sker, er det en lille plet, og hun når så at komme ud på toilettet og tisse resten.
Mit spørgsmål går på, om I kan hjælpe med en mulig forklaring på, hvorfor hun har det daglige uheld, på stort set samme tidspunkt af dagen, og hvad vi evt. kan gøre for at hjælpe hende.
Mange hilsner