Hej,
Vores datter på næsten 2 år har aldrig været en stor fan af søvn. Da hun var mindre, kunne vi ikke få hende til at sove hverken i barnevogn, lift eller seng, kun mors eller fars arm virkede. Så startede hun i vuggestue og begyndte at sove i barnevogn. Max 2 timer samlet.
Nætterne var plaget af konstante opvågninger, enten pga. sut eller drømme (eller andet?!).
Hun er født små 3 uger før termin, og har altid været meget sensitiv overfor høje/skarpe lyde. Hun har altid været hurtig i sin motoriske udvikling, kravlede 9 måneder gammel, og gik 14 dage efter. Men det har også betydet, at hun var ret hurtig til at kravle ud af tremmesengen.
Vi har nu skaffet en juniorseng til hende.
Nu falder hun ikke ud og slår sig, men kommer ind til os om natten et sted mellem kl. 2 – 5. På dårlige dage er det ved midnat. Der går lidt tid, men så sover hun som regel igen (vi gør ikke altid).
I vuggestuen sover hun i gennemsnittet 1,5 time. På en virkelig god dag kan hun tage 3 timer.
Hun kommer i seng 19.30-20.00, og har ikke svært ved at falde i søvn, nogle gange er der behov for, at vi bliver siddende 20 min., andre gange kan vi nøjes med 5 min.
En gang i mellem er det lykkedes os at lægge hende, og gå ud, hvorefter hun så faldt i søvn.
Hun virker glad for hendes seng, hopper gladeligt op og lægger sig til.
Vi forsøger at synge og læse inden vi går ind, hun tager selv sin sutteklud, drikkedunk (vand) og sut med ind.
Vi har forsøgt med natlamper, uden lys, med sagte musik, lidt varme, ingen varme, nye dyner, tidligere sengetid, senere sengetid (forsøger nu “bare” at opdage søvntoget), selvlysende sutter, bad hver aften, sidde hos hende i flere timer om natten for at få hende til at sove igen… Uden held. Det eneste der har virket var at acceptere hende i vores seng, så vi kunne få lidt ro og søvn. (Men hun er en tornado).
Hun vågner som regel mellem 5.30 og 6.30.
Jeg arbejder deltid, og henter hende ofte tidligt, far en hjemme samme tid hver dag, og hele eftermiddagen/aftenen går med samvær og hygge med både mor og far.
Vi planlægger nummer to, og jeg kan godt se hvor det bærer hen hvis det fortsætter.
Det er tydeligt at se forskel på de dage, hvor hun har haft en god nats søvn/god søvn i vuggestuen, og på de dage hvor hun ikke har. Hun er pylret og træt, og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre for at få flere timers søvn i hende!
Hvad kan jeg gøre? Hvordan lærer jeg hende at sove? Og gerne hele natten i egen seng?
Vh