Hej sundhedsplejersken.dk.
Vi har en datter på 2½ år, som virkelig afprøver sin mor og far fortiden. Hun hører sjældent efter, hvad vi siger og når vi er nogen steder, så ender det gerne med, at hun får et hysterisk anfald fordi, hun ikke kan forstå, at hun ikke bare må løbe omkring og hive i alting.
Når hun skal skiftes ender det gerne med, at hun ligger og sparker os, og hun vil bestemme, om det er mor eller far, der skal gøre det. Der gælder generelt med alt.
Jeg har snakket med hendes dagplejemor om det og hun har rådet os til, at vi skal sige: “Jeg vil gerne have at du…” – og det hjalp også lidt i starten, men det er hun også blevet ligeglad med.
Det ender tit med, at jeg kommer til at råbe af hende og selv bliver ked af det fordi, jeg selvfølgelig synes, det er frustrerende, at hun ikke bare hører efter.
Vores datter er en meget glad pige, som trives godt i dagplejen. Hun sover godt om natten og sover stadig 2-3 timer om dagen. Hun spiser godt og er meget kærlig. Vi er selvfølgelig klar over, at hendes alder spiller en stor rolle, men vi føler stadig, at vi har brug for lidt hjælp til at takle denne alder.
Kærlig hilsen