Besøg våres webshop
Find svar
Find svar
Kategori  
Print denne sideSend denne side til en ven Bookmark and Share

Mange skift stresser 4-årig


Hej Vibeke.

 

Jeg skriver til dig i håb om, at du kan hjælpe mig med at hjælpe min søn til at håndtere sine voldsomme vrede/ sit følsomme sind.

 

Min søn er næsten 4 år gammel (fylder 4 år til januar 2016). Han er mit yngste barn. Han har en storesøster på 7 ½ år.

 

Vores familiesituation er lidt speciel, da børnenes far og jeg har boet hver for sig i nogle år efterhånden, men vi er ikke skilt. Tværtimod har vi et stort ønske om at være sammen. Det er sådan, at min mand fik arbejde i Schweiz, da min søn var 1½ år gammel. Vi valgte, at min mand skulle rejse i forvejen til Schweiz, for at sikre sig at det var det rigtige at gøre.

 

Børnene og jeg sluttede os til ham i Schweiz ½ år efter han rejste. Jeg gik så hjemme i Schweiz med børnene i ca. ½ år. Dog var min søn i lokal vuggestue/børnehave, og min datter i skole. Dette med henblik på at få dem integreret sprogmæssigt og socialt hurtigst muligt og med henblik på, at jeg også skulle finde job. Min søn havde dog nogle gode korte dage, og stedet virkede som et godt sted.

 

Min søn var allerede inden vi tog hjemmefra af en lidt følsom natur, men det vidste jeg ikke, da jeg regnede med at hans voldsomme vredesudbrud og modvillighed mod ALT var en del af selvstændighedsalderen, og jeg prøvede at være tålmodig og forstående, hvilket gik ok. Der var sjældent konflikter, som vi ikke kunne håndtere - men altid måtte vi igennem meget voldsomme vredesudbrud, hvor han bl.a. kunne skrige, så han næsten ikke trak vejret, og hvor han var meget lang tid om, at blive god igen. Jeg tænkte, at det ville blive bedre, når vi kom til Schweiz, og jeg ikke længere skulle være alene med dem. 

 

I Schweiz lagde de også mærke til i børnehaven/vuggestuen, at han havde et voldsomt temperament. De var nu søde ved ham, og "lod ham være" under disse udbrud eller lod ham ofte bare lege, som han nu selv ville, idet han jo ikke forstod sproget, og idet de ikke kunne forklare ham, hvad det var han skulle. Derfor endte det tit med, at han "fik sin vilje", fx. fik lov at lege med biler, selv om de andre egentlig skulle male eller tegne.

 

Hjemme forsatte vi med forskellige vredesudbrud. Jeg lagde mærke til, at han blev helt ekstremt kontrær - ikke bare over for hans far og jeg, men over for ALLE. Særligt i de klassiske situationer omkring påklædning, tandbørstning og sengetid, men også når der skulle ses film eller på legepladsen. Hans udgangspunkt er for det meste bare "nej, det vil jeg ikke". Et sekund senere kan han så ombestemme sig, og sige; "Jeg vil på legepladsen". Det er som om, at han har et stort behov for, at han kun kan gå med til noget, hvis det er hans egen idé.

 

I perioden, hvor han var 2-3 år gammel tænkte jeg, at det nok stadig var en del af trods-alderen, og at det desuden var sprog-barrieren i børnehaven/vuggestuen, der frustrerede ham, og som jo gjorde, at han ikke rigtig kunne kommunikere med de andre - hverken børn eller voksne, selv om det var et skønt lille sted med mange søde og kærlige voksne til ganske få børn, hvor de faktisk behandlede ham rigtig godt.

 

Han gik i den vuggestue/børnehave i ca. 12 måneder, og til sidst gik det virkelig fint. Han begyndte at forstå sproget, og virkede en smule mindre frustreret, selv om der stadig forholdsvis ofte var situationer med vredesudbrud eller hvor han beviste, at han kun gik med til noget, hvis det var hans egen idé (eller troede, det var hans egen idé).

 

I september 2014 får jeg så tilbudt job i Luxembourg - et rigtig drømmejob, som jeg har forsøgt at få i mange år uden held. Pludselig står tilbuddet der, og jeg vælger efter mange svære overvejelser, at prøve det af i 3 måneder alene - uden mand og børn. Det var de værste 3 måneder af mit liv, og jeg savnede dem forfærdeligt. Dog virkede det som om, at børnene havde det okay. Deres far passede godt på dem, og de havde vænnet sig til at være i Schweiz.

 

Vi beslutter dog, at i januar 2015 skal de flytte til mig i Luxembourg. Af forskellige årsager ender det med, at de først flytter her til i april 2015. Der er ingen tvivl om, at selv om jeg tog fri i hele januar og selv om jeg tog hjem til dem hver eneste weekend og tog alle de fridage og ferier, som jeg kunne, så var det nogle meget svære måneder. Min søn havde svært ved at forstå, hvorfor jeg ikke var der. Han græd dog aldrig, når jeg skulle af sted søndag aften, og ifølge hans far, var han den samme dreng, som altid, i løbet af ugen.

 

I april 2015 flytter vi så ungerne til Luxembourg for at bo sammen med mig. Min mand bliver i Schweiz, idet jeg endnu ikke har fået en fast kontrakt i Luxembourg. Min søn, der er 3 år, starter i en ny fransk vuggestue. Stedet er ok, men frustrationerne bliver jo ikke mindre hos ham af, at sproget igen er noget nyt, og at stedets pædagoger ikke kan håndtere den dårlige kommunikation.

 

I sommer startede han så i en ny fransk børnehave, da børnene skifter fra vuggestue til børnehave senest når de er 3½. Det har taget min søn rigtig lang tid at vænne sig til sproget og stedet, og hans alder taget i betragtning, synes jeg, at han har klaret det SÅ flot. Jeg er jo alene med børnene her, så det har været udfordrende, men jeg synes begge mine børn har klaret sig imponerende. Jeg har gjort alt, hvad der har stået i min magt for at give dem tryghed og kærlighed og nærhed og korte dage, bl.a. ved hjælp af en fantastisk dansk au pair, som min søn er meget tæt knyttet til. Jeg har forsøgt at holde fast i en god hverdagsrutine, som ligner den, de havde i Schweiz. Dette indebærer bl.a., at begge børn bliver puttet sammen i min seng, og at jeg bliver i værelset indtil de sover. De har svært ved at sove uden hinanden.

 

Det problem havde vi sjovt nok ikke i København, hvor de begge var meget nemme og faldt roligt i søvn i hver deres seng uden ret meget hjælp. Særligt min søn har fra han var spæd været nem at putte. Men efter vi er flyttet til udlandet, er de begge meget urolige omkring putning, og det har jeg så taget konsekvensen af, hvorfor jeg som sagt forsøger at give dem al den tryghed og alt det nærvær, som de virker til at have behov for. Rutinen hver eneste aften er den samme, og de sover omtrent 10 timer hver nat - og min søn sover så ca. 1 time i børnehaven, hvorefter de desværre vækker ham, fordi det skal passe ind i deres systemer.

 

Der er ingen tvivl om , at min søn har haft det svært og stadig har det svært. Nu, hvor han fylder 4 år om en måned, føler jeg, at jeg ikke længere kan skyde skylden på "selvstændighedsalderen", når han opfører sig kontrært eller får sine voldsomme vredesudbrud. Jeg er sikker på, at det skyldes noget andet, og jeg mangler nogle redskaber til, hvordan jeg hjælper ham.

 

Han virker bare ikke som en glad dreng, og jeg kan ikke rigtig bebrejde ham. Hans udgangspunkt er mistro. Det virker ikke som om, at han tror på, at verden vil ham det godt. Derfor er hans udgangspunkt "nej". "Nej, jeg vil ikke have tøj på, når du siger det", "Nej, jeg vil ikke have børstet tænder, når du siger, jeg skal komme og få det", etc. Han er fra starten af kontrær, når vi skal noget - uanset om det er noget, som jeg ved han elsker, eller noget andet. Han er helt klart bange for nye situationer og nye steder, og han reagerer med voldsom vrede og høje udbrud, hvis man forsøger at presse ham bare det mindste ud i noget, som han ikke kender ud og ind på forhånd. Selv ting, som han kender, og som er helt inden for rutinen, kan han stejle voldsomt imod, lige ind til han (efter nogle minutter) selv beslutter, at han gerne vil.

 

Det er meget sjældent, at vi har problemer i "hej og farvel"-situationer. Dvs. jeg har kun meget sjældent oplevet, at han har været bange for, når jeg skulle gå efter en aflevering.

 

Men alle andre situationer, som man er ude i en hverdag med børn, giver problemer. Særlig overgangssituationer, som når fjernsynet skal slukkes, han skal op af badet, han skal op om morgenen eller i seng om aftenen - samt når vi skal ud af døren eller omvendt, når vi skal hjem samt alle de klassiske tøj og tandbørstningsituationer. Også alle måltider er ofte konfliktfyldte, da han - i modsætning til min datter - er ekstremt kræsen, selv om der bliver gjort et ret stort nummer ud af at lave mad, som er børnevenligt med masser af grønt tilbehør og groft brød, så han altid har et eller andet under et måltid, som han kan lide.

 

Jeg prøver virkelig i disse konfliktsituationer at bevare roen, ikke råbe, være tålmodig og fortælle ham, at jeg forstår ham, og at jeg er der for at hjælpe ham, men det er som om, at jo mere kærlig og forstående, jeg er over for ham, jo mere vred bliver han. Ofte råber han til mig "jeg er sur, jeg vil ingenting, jeg vil ikke have kram, jeg vil ikke have dig, jeg vil ingenting".

 

Han gentager det skrigende igen og igen indtil han ikke har mere stemme. Han taler desværre meget dårligt (jeg tror han er helt sprogforvirret, og han har derfor meget svært ved at formulere sig på dansk), og efter vredesudbrudende, når jeg gerne vil tale med ham eller fortælle ham, at jeg godt forstår ham og gerne vil hjælpe ham, så kan jeg komme til at udløse et nyt vredesudbrud, fordi (tror jeg), at han ikke kan formulere sig. Udbrudende kan også komme i situationer, hvor jeg netop forsøger at forhindre et kommende udbrud, fx ved at sige, at "om 5 minutter kommer jeg og så skal du op af badet. Det er lige om lidt." Så begynder han at blive vred allerede der...

 

Jeg bliver så utroligt ked af det, for konflikterne er i øjeblikket daglige - flere gange om dagen i større eller mindre doser, og jeg vil så gerne hjælpe ham, men jeg ved ikke mere, hvad jeg skal gøre, når ubetinget kærlighed og tålmodighed ikke er nok.

 

Jeg har faktisk i oktober taget konsekvensen af, at jeg følte det hele eskalerede (både for min søn, men også for mig selv), og jeg har sagt mit job i Luxembourg op. Vi flytter nu tilbage til Schweiz 1. januar, hvor vi godt nok ikke kan flytte ind i vores gamle hus, men vi kommer til at bo i den samme by, og han kommer til at være i den samme børnehave (dog kun 2-3 gange om ugen med henblik på at genlære sproget og vedligeholde relationer til andre børn). Resten af tiden skal han være hjemme hos mig, hvor jeg vil forsøge at lære ham at kende, genvinde hans tillid og finde frem til min lille glade dreng, som jeg indimellem (desværre alt for sjældent) får et glimt af derinde.

 

Først til august skal han starte i "børnehaveklasse" i Schweiz, og det bliver hver dag ca. 4 timer om dagen og resten af tiden hjemme hos mig. Jeg har ikke tænkt mig at begynde at arbejde igen, før der er helt styr på situationen hjemme.

 

Er der nogle råd, du kan give mig i den forbindelse? Hvad kan jeg gøre med ham i de dage, hvor han er hos mig, som kan hjælpe ham af med sine frustrationer og vrede og grundlæggende mistro mod verden? Er der bestemte øvelser eller lege, jeg kan lave med ham eller er der nogle helt grundlæggende ting, jeg kan ændre ved, så han kan blive glad og lære at håndtere sin vrede bedre.


Mvh. Fie


 




Læs svaret

Materialet på sundhedsplejersken.dk er udelukkende tænkt til inspiration og information. Sundhedsplejersken.dk ønsker at støtte kontakten mellem de offentlige tilbud for børn og deres forældre, men kan aldrig erstatte personlig kontakt, rådgivning eller medicinsk behandling. Sundhedsplejersken.dk kan ikke tage ansvar for skader som følge af brugen af de materialer, der står på denne side.

Copyright © sundhedsplejersken.dk ApS 2008 - 2017. Alle rettigheder forbeholdes.
info@sundhedsplejersken.dk