Besøg våres webshop
Find svar
Find svar
Kategori  
Print denne sideSend denne side til en ven Bookmark and Share

Han er svær at få til at sove og spise - godt 2 år.


Hej.

Tak for dine tidligere svar som har været meget brugbare for mig.

I øjeblikket har vi store problemer med at vores søn er utrolig viljestærk og vil bestemme alt. Især er det vores mad og sove- situationer som går helt galt. Jeg føler min søn har magten, og jeg ikke kan trænge igennem til ham. Jeg ved det lyder lidt voldsomt når han kun er 25 mdr., men det er desværre sådan det er.

At putte ham er efterhånden blevet et mareridt. Det vi plejer at gøre er, at vi lægger ham i seng kl. 19, hvorefter vi synger for ham eller fortæller historie i ca. 20 min. I mens vi gør dette kan han ikke finde ro, afbryder og råber NEJ, når han ikke lige vil høre den sang, vi er i gang med. Hopper op og ned i sengen, og sparker ind i sengekanten igen og igen. Jeg fortæller ham, at jeg ikke vil have det, og lægger ham ned. Der går ikke mere en 2 sek. så står han op igen.

 
Vi har en madras liggende ved siden af hans seng, hvor vi når de 20 min er gået lægger os til at sove sammen med ham. Vi lægger ham ned, giver ham et kys, siger godnat, og fortæller vi elsker ham. Og så begynder hopperiet igen, han kaster dyne, pude og bamser ud af sengen og sutterne ned i hovedet på mig.

Jeg har forsøgt mig med at ignorere ham, men så bliver han ved med at kalde MOAR igen og igen, og det kan fortsætte i 10-15 min. (jeg har ikke holdt ud længere end det, før jeg har snakket til ham).

Vi har forsøgt at gå ud af rummet, når vi har sunget og sagt godnat. Men præcis det samme sker, han hopper op og ned, sparker ind i sengekanten med mere, tage sit røj af og smider alt ud af sengen. Og råber på MOAR hele tiden.

Igen har jeg forsøgt at ignorere det og jeg har forsøgt at svare ham ved at sige, Godnat Skat, du skal sove nu. Men intet virker.

Det skal siges, at han aldrig er ked af det og græder, når vi går ud af rummet. Men jeg føler ikke, jeg kan lade ham ligge og råbe på mig i flere timer. Jeg kan se på ham, at han er meget træt, hver gang jeg lægger ham ned, og så har han svært ved at holde øjnene åbne. Men der farer en djævel i ham, og han rejser sig op igen, og det hele starter forfra. Der er ingen ro i ham.

 

Som det er nu kan det tage 2 timer før han falder i søvn. Hvis jeg beder ham om at lægge sig ned, eller jeg bliver vred på ham, griner han bare af mig. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal gøre, da jeg føler mig afmægtig og magtesløs over for ham.

Jeg tror, han er meget sensitiv, og det med søvnen har været et problem, siden han blev født. Dengang sov han kun 25 min af gangen, og vågnede hver gang, han kom op i sin lette søvn. Han hører alt, ser alt, lægger mærke til alle detaljer - så det virker som om, han aldrig har ro. (Jeg har det på samme måde, så forstår ham godt).

Han snakker hele tiden, fra han står op til han går i seng, og er meget fysisk aktiv. Han sprog er dog ikke helt aldersvarende godt, da han har svært ved at udtale ordene især konsonanter. Men jeg kan dog forstå det meste af, hvad han siger. Jeg taler meget med ham og til ham, og har altid gjort det.

 

Jeg tænker, at det måske er for meget, da han er vant til at jeg altid respondere på alt, hvad han siger. Og forventer det !

Han har lidt for kort tungebånd, som vi skal have tjekket op på til februar/marts hos hans ørelæge. Men hans sprogforståelse er meget stor, og har været det siden han var 15 mdr. gammel, i følge hans tidligere dagplejer og vuggestuen. Han forstår næsten alt vi siger til ham, og også i vuggestuen.

Han har fået tjekket sine ører, og har fået dræn sidste vinter. Drænene sidder der stadig.

Jeg har prøvet med trykmassage, virker heller ikke.

Bad hver aften er ikke en mulighed, da han har børneeksem. Vi smører med fed creme inden han skal sove hver aften, så det ikke klør.

I vuggestuen ser de ham som en meget omsorgsfuld dreng, som er kærlig og samtidig meget aktiv med et glad glimt i øjet hele tiden. Han bruger sin charme meget til at komme i kontakt med andre, og er på den måde meget udadvendt, hvis jeg er med. Men samtidig er der nogle mennesker som han bliver meget bange for. Jeg har en bror, som har en asperger diagnose, og er ret speciel. Og hver gang vi ser ham, bliver han rædselslagen og skriger og græder og siger, han er bange. Det samme er begyndt at ske med en lille asiatisk dreng fra hans vuggestue. Det er meget voldsomt når det sker. Men måske det er fordi at vi ikke er vant til at se ham ked af det særligt ofte.

Jeg beklager at det er så rodet skrevet.

Mvh. .


/M's mor.

Læs svaret

Materialet på sundhedsplejersken.dk er udelukkende tænkt til inspiration og information. Sundhedsplejersken.dk ønsker at støtte kontakten mellem de offentlige tilbud for børn og deres forældre, men kan aldrig erstatte personlig kontakt, rådgivning eller medicinsk behandling. Sundhedsplejersken.dk kan ikke tage ansvar for skader som følge af brugen af de materialer, der står på denne side.

Copyright © sundhedsplejersken.dk ApS 2008 - 2017. Alle rettigheder forbeholdes.
info@sundhedsplejersken.dk