Kære Agnete, mor til 3 årig datter.
Tak for henvendelsen og undskyld det sene svar - pga travlhed her i jule-og nytårstiden.
Det er synd for din datter og familien, at hendes forstoppelse er blevet så plagsom.
Det kan imidlertid godt lade sig gøre, at slippe af med det.
For det første gælder det om, at det skal være en fornøjelse og god oplevelse, at komme af med afføringen, så det skal gøres lidt sjov og fest ud af det - og der er brug for god tid. Hun skal have noget godt med, som hun synes er sjovt og spændende, og hvor hun giver sig god tid - sang og musik, legetøj (måske I-pad med spil, hvis hun er begyndt på det?).
For det andet kunne det lyde, som om hendes forstoppelse er blevet så udtalt, at Movicol og lignende ikke er nok. Jeg har været børnelæge i mange, mange år og havde tidligere altid succes med Microlax (små tuber, du kan købe i håndkøb på apoteket), dvs et lille mikro-lavement.
En microlax dagligt i den første uge og en microlax hver anden dag i den næste uge. Gerne på et tidspunkt, hvor der er ro og tid i familien. Og hvor hele processen kan gøres til en god og sjov oplevelse.
Ved så udtalt forstoppelse og ved brug af Microlax bør du dog lige konsultere Jeres egen praktiserende læge og drøfte det med hende/ham, ligesom du kan tale med din sundhedsplejerske om det, herunder også kost, der kan forebygge forstoppelse.
Held og lykke og mange gode nytårs hilsner
Niels