Kære Lis og Anders.
Tak for jeres beskrivelse af en 3-årig, som kræver en hel del af jer forældre, især når følelserne kommer i spil.
Umiddelbart, når jeg læser om jeres søn, så tænker jeg, at det især er jeres reaktioner på jeres søns heftige følelser, der er udfordrende for jer.
Et barn på tre-fire år giver følelserne frit spil, man kan sige at følelserne overvælder ham – og han kan endnu ikke bremse dem, som vi voksne for det meste kan. Det er hans hjernemæssige og personlighedsudvikling simpelthen endnu ikke moden til. Det er sikkert især vrede – og ked-af-det-hed, der er svære følelser.
Fx i eksemplet, hvor han ikke vil have underbukser på. Her bliver han vred og reagerer følelsesmæssigt og protesterer på forskellige måder. I giver igen med konsekvens (fx at I slukker for tegnefilmen) og konflikten mellem jer trappes op, og følelsesudbruddet bliver endnu værre. Og det tager tid med råben og skrigen, hvor begge parters følelser kører op i en spids.
Med en tre-årig dreng, så er det vigtigt, at I har realistiske forventninger. Selvom han er kvik og har et veludviklet sprog, så er han stadigvæk kun tre år på det følelsesmæssige plan. Og måske er han 4 eller 5 år, når det handler om at formulere sig med ord og i sin intellektuelle udvikling.
Derfor tænker jeg, at I kan få glæde af, at I i stedet for sanktioner kommer ham i møde på det følelsesmæssige plan. For det er her, han har behov for det.
Den voksne kan fx sige: ”Jeg kan se, du er vred over, at du skal have underbukserne på. Det er da også irriterende, lige når du synes, det er dejligt at se tegnefilm. Det kan jeg godt se. - Filmen skal på pause, lige mens du tager underbukserne på - Kan du selv pause den? (den voksne venter til han svarer ja - eller nej - hvis det er en ja, så er der måske en high five til belønning, er det nej, så siger den voksne: "Så pauser jeg lige, du kan selv tænde igen, når bukserne er på" - jeg holder lige bukserne, så du nemmere kan komme i dem.” Med den reaktion fra den voksnes side oplever han, at den voksne har set hans vrede, som han også selv mærker. Og at den voksne vil hjælpe ham med at tackle vreden og hjælpe ham med det, han skal på en kærlig måde.
Når I giver ham en sanktion, så risikerer I, at hans vrede vokser, samtidig med at han ikke får jeres hjælp til forstå og at tackle sine vrede følelser. Jeg tror, at I på den måde optrapper en konflikt frem for det, som nok er jeres mål, nemlig at nedtrappe den og få ham til at forstå, hvad I vil have, han skal gøre.
Jeg tror, det vil hjælpe jer, hvis I retter jeres opmærksomhed mod at møde hans følelser med forståelse, indlevelse og kærlig omsorg frem for at møde hans følelsesmæssige udbrud med diskussioner og sanktioner.
Jeg forestiller mig, at hans følelser stadig er i oprør når der forhandles og han forsøger sig med at ændre situationen (mor skal – far skal osv.), og at han ”aldrig kan stilles tilfreds”, som I beskriver det, når I har haft en konflikt med ham. Han bliver ved og ved med forhandlinger og nye ting.
Det kræver ofte fantasi, omsorg, vedholdenhed og frem for alt humor, når vi forældre skal hjælpe en 3-4 årig med at håndtere følelserne, der er i oprør.
Det er hjælpsomt for barnet, når den voksne:
1. Fortæller barnet at ”Jeg kan se du er vred (eller hvilken følelse den voksne kan se, det handler om) … ” – Det hjælper barnet til at mærke hvad det er, der sker for det på det følelsesmæssige plan.
2. Sætter ord på hvad det var, der skete – fx ”Jeg kan se, du blev vred, fordi Simone tog den bil, du skulle lige til at lege med. Jeg forstår godt, du blev både vred og ked af det” – Det bidrager til at barnet selv kan forstå, hvad det var, der skete – og at den voksne viser sin medfølelse.
3. Forsøger at finde ud af, hvordan situationen kan løses, så barnet føler sig kommet i møde, meget gerne, hvor barnets løsningsforslag kan inddrages – fx kan den voksne sige: ”Hvilket et stykke legetøj vil du gerne lege med, mens Simone leger færdig med bilen?” - Så ved barnet, at det kan lege med legetøjet på et tidspunkt, og at den voksne hjælper med at finde et alternativ til ventetiden.
At komme et barn følelsesmæssigt i møde, og lære det at forstå følelserne, og hvordan de kan tackles, det betyder IKKE at ”barnet får sin vilje.”– Underbukserne kommer på – Simone leger med bilen, til hun er færdig. I eksemplerne får barnet lært noget om sig selv og sine følelser og hvordan, de kan tackles. I tilgift styrkes samhørigheden mellem forældre og barn, når barnet mærker fars og mors forståelse og omsorg.
Mange forældre tænker, at sanktioner hjælper til i opdragelsen. Hensigten er, at barnet forstår, at det bør gøre noget forældrene ønsker, og hvis det ikke sker, så kommer der en ubehagelighed. Fx at der er nul tegnefilm, hvis ikke underbukserne kommer på.
Den bagvedliggende tanke er uden tvivl, at man som forældre gerne vil lære barnet, hvordan det bør opføre sig. Konsekvensen er ofte en ubehagelighed, som er uden sammenhæng med det, som sagen handler om. Og derfor resulterer sanktioner ofte i ulykkelige børn og frustrerede forældre. Sanktioner i sig selv bidrager nemlig ikke til, at barnet lærer sig selv bedre at kende, eller at uenigheder og konflikter løses på en konstruktiv måde.
Jeg håber, at svaret her kan medvirke til, at I finder nye veje i opdragelsen af jeres søn. Forhåbentlig veje, som gør noget godt både for jer voksne og for jeres søn. Det er jo ganske ufarligt, at I prøver af, hvordan det virker for jer.
Held og lykke også med jeres nummer to barn.
De bedste hilsner
Else Guldager
Sundhedsplejerske ph.d.