Find svar
Find svar
Kategori  
Print denne sideSend denne side til en ven Bookmark and Share

Hvordan opdrager vi vores 6 årige?


Hej Else.

Jeg kunne godt tænke mig at høre dine tanker ang. min næsten 6-årige søn, da jeg har rigtig svært ved at tackle ham.

 

Han er netop startet i 0. klasse og trives godt i skolen, og har ligeledes altid trivedes godt i børnehave/dagpleje. Han er kvik, har et godt sprog og fungerer godt socialt. Herhjemme synes jeg at han bliver sværere og sværere at håndtere. Han har altid været følsom i alle henseender. Han reagerer ofte voldsomt, uanset om det er vrede, glæde, ked-af-det-hed m.m., og kan nemt blive ked af det på andres vegne osv. Men indenfor de seneste måneder har det taget en drejning, som jeg har meget svært ved at håndtere.

 

Lad mig give et eksempel: Han er i gang med at lege med sin søster på 3 år, og da hun ikke vil følge hans anvisninger i legen, slår han hende i maven. Jeg siger roligt men bestemt til ham at jeg ikke vil have, at man slår hinanden, og tager lillesøster med i køkkenet ved siden af for at trøste hende. Herefter spørger han om han må spille Xbox, og jeg siger at det må han gerne, når han har ryddet det legetøj op som han tidligere havde fundet frem. Her bliver han så vred, og begynder at græde, råber ad mig, at jeg er dum osv.

 

Jeg går med ham ind i vores legerum og siger, at jeg gerne vil hjælpe ham med at rydde op, men jeg vil ikke gøre det alene. Han nægter og går herefter hen og henter en lille legetøjstang, og sætter sig og begynder at hive sit eget hår ud med den. Jeg ser det ikke, før han kommer aggressivt hen til mig (jeg sidder lidt længere væk i rummet) og råber: "Se nu har jeg hevet mit eget hår ud, fordi jeg er så sur at jeg vil gøre dig ked af det!" Han græder meget, og jeg spørger om han vil have et kram, og det vil han gerne. Jeg siger noget i stil med at man skal være sød ved sig selv, ligesom man skal være sød ved andre osv., hvilket får ham til at falde lidt ned.

 

Han er også somme tider meget hård ved sig selv, hvis han bliver gjort opmærksom på, at han har gjort noget forkert. Han kan finde på at kalde sig selv dum, og at slå sig selv. Han har endog sagt en gang, at han vil slå sig selv ihjel! I disse situationer bliver han efterfølgende meget ked af det, og siger at han ikke mener de ting han siger, og jeg forsøger at trøste.

 

Det gør mig så ulykkelig, at han reagerer så voldsomt og de selvskadende tendenser skræmmer mig. Jeg har let til tårer, og har svært ved at skjule, at jeg bliver ked af det i de situationer - hvilket nok bare gør at han føler sig endnu mere forkert, selvom jeg prøver at italesætte, at man ikke er dum, fordi man gør noget dumt; at alle mennesker somme tider dummer sig osv. Jeg forsøger også at rose processer, frem for resultater osv.

 

Indenfor det seneste år, er han også blevet mere bange for mange ting: At gå på toilettet alene, være i et rum alene (også sit værelse, selvom jeg er få meter væk), små lyde kan få ham til at fare sammen, skrige og græde. Bange for brand, indbrud osv.

 

Han er ofte grænsesøgende; fx. løber ud i haven i strømpefødder, rejser sig op på sin stol, når vi sidder ved bordet og spiser osv. Mange konflikter opstår på denne måde. Jeg forsøger meget på at få sagt, hvordan jeg vil have det, uden at råbe og uden at virke anklagende. Jeg ved godt at skældud kun gør det værre, og at man ikke må få barnet til at føle sig forkert.

 

Lidt om vores familie: Min mand har et job, der betyder, at han i perioder er meget væk. Ofte flere uger, somme tider måneder. Så jeg er meget alene med vores to børn, hvilket ikke altid er nemt. Vi har et respektfuldt forhold, og har aldrig nogle særlige konflikter med hinanden.

 

Det her fylder rigtig meget i min hverdag, da jeg føler, at jeg ikke er en god nok mor. Jeg har læst. div. kendte bøger om børneopdragelse og pædagogik, og forsøger at følge de gode råd, men synes ikke rigtig at det hjælper. Jeg er så ked af at han ikke trives herhjemme.

 

Det smitter naturligvis af på mit humør - er det måske det han reagerer på? Er det fordi han kan mærke min usikkerhed og magtesløshed, og bliver bange for, at jeg ikke ”har styr på det”?

 

Er det mig der er helt ved siden af? Hvad er det jeg gør forkert? Hvad kan jeg gøre, for at hjælpe ham med at håndtere sine følelser mere hensigtsmæssigt?

 

Mange hilsner 
 


/Den fortvivlede mor

Læs svaret

Materialet på sundhedsplejersken.dk er udelukkende tænkt til inspiration og information. Sundhedsplejersken.dk ønsker at støtte kontakten mellem de offentlige tilbud for børn og deres forældre, men kan aldrig erstatte personlig kontakt, rådgivning eller medicinsk behandling. Sundhedsplejersken.dk kan ikke tage ansvar for skader som følge af brugen af de materialer, der står på denne side.

Copyright © God Barndom S/I 2019. Alle rettigheder forbeholdes.
info@sundhedsplejersken.dk