Besøg våres webshop
Find svar
Find svar
Kategori  
Print denne sideSend denne side til en ven Bookmark and Share

Dreng og opdragelse - knapt 3 år


Kære Else,


 

Her kommer et scenarie:


Vi har spist en stille og rolig frokost, og nu står den på bleskift og putning af min søn på 2,10.

Vi siger stille og roligt at nu skal vi ind og skifte ble inden han skal sove, og min søn ignorerer og begynder straks at lege at han sælger is, og “hvad for en is skal vi have?”

Vi leger en lille smule med, mens vi tager ud af bordet, og siger så, at nu skal vi ud og skifte ble.
Min søn siger nej og smider sig. Jeg siger “jo”, og forsøger at rejse ham op. Han siger nej og smutter sin vej. Han begynder igen at “skulle noget andet”. Jeg siger stille og roligt, at nu er det nu. Det hjælper ikke, og så siger jeg, at nu tæller jeg til ti, hvilket betyder, at hvis han ikke selv går, så kommer jeg og tager ham med derud. Det ved han godt, og i en periode betød det, at han selv gik, og alt var ok, også for ham. Nu går han et par skridt i den rigtige retning og løber så forbi og væk.

 

Jeg tæller stille og roligt færdigt mens jeg gør ham klar over at jeg kommer og tager ham hvis jeg når til ti. Han kommer lidt, men ikke helt. Jeg tager ham, og han bliver tosset, og river mig så hårdt i hele ansigtet, at der går hul. Jeg siger roligt, at det vil jeg ikke have, det gør ondt, og det skal han stoppe med. Han bliver lidt flov. Jeg beder om en undskyldning. Det vil han ikke, men jeg godtager en undskyldningskrammer og kys. Han siger, at han gerne selv vil gå. Jeg siger, at det må han gerne, men at hvis han løber en anden vej, så tager jeg ham. Jeg sætter ham ned uden for badeværelsesdøren og han løber ind i soveværelset og synes det er mægtigt skægt jeg kommer efter ham (det synes jeg ikke, men jeg klarer ikke at blive sur).

 

Jeg tager ham, og han bliver tosset. Da vi når ud på puslebordet slår han mig i ansigtet og bider mig i skulderen. Jeg siger roligt at det må han ikke, det gør ondt, det vil jeg ikke have, og finder så på at nive ham på ryggen indtil han slipper bidet i min skulder. Det må jeg jo ikke!!! Vi snakker om det bagefter også med far, der fortæller at mor bliver rigtigt ked af det, når han bider/slår/kradser/sparker, og han skal sige undskyld. Det vil han ikke. Imens

 

Når han får ny ble på, snakker vi om, at man istedet kan sige Far/Mor, kan vi ikke gøre det på en anden måde? eller gøre noget andet? Men også at nogle gange er der også bare noget, man skal, selvom man ikke har lyst. Som f.eks. at skifte ble, for ellers bliver man ulækker. Vi siger undskyld, puster og krammer og kysser.

 

Vi har prøvet det her en del gange nu, især mig og især omkring bleskift og tandbørstning.

 

Jeg har både:
Sagt “nej”
Sagt “NEJ!!!”
Været ked af det
Sagt stille og roligt fra som i ovenstående
Givet ham videre til faren og gået udenfor
Gået uden for døren et stykke tid (når far ikke er hjemme)
Sat mig og ladet ham være på puslebordet til vi begge to var faldet til ro
Ja endda ladet som ingenting, når jeg ikke orkede eller fordi jeg er fuldstændigt i vildrede omkring hvad der er det rigtige at gøre. Han slår mig, bider mig, kradser, niver og sparker. Ellers er han altså en rigtigt sød og rar dreng!!

 

Han er i øvrigt meget langt sprogligt og kan uden problemer give udtryk for det han gerne vil.

Dagplejemoren har aldrig oplevet noget i den her retning.

I starten blev vi opmærksomme på, at vi glemte, at han er en stor dreng og bare “tog ham”. Derfor har vi siden gjort meget ud af på forhånd at fortælle, hvad vi nu gerne vil have der sker, og at vi gerne selv vil have han går f.eks.

Vores søn er enebarn.

Det med at han skal sige undskyld er en ret ny ting, faren har indført, og som jeg slet ikke havde tænkt på endnu.

 

Jeg vil virkelig gerne gøre noget, der giver mening, men synes ikke noget af det jeg gør virker, og jeg bliver tit i tvivl om hvad jeg skal gøre i situationen. Jeg bliver virkelig ked af det og ofte også ret revet med følelsesmæssigt, især hvis jeg i perioder er i søvnunderskud eller det i meget lang tid har været en “det-er-kun-far-der-duer-periode”.

 

Jeg har et par gange på det seneste set ham afreagere ved at bide hårdt i f.eks. et håndklæde, og jeg har én gang sagt til ham, at det er ok at være sur og han må gerne bide i håndklædet, bare han ikke bider i nogen, hvilket han reagerede lidt forbavset på. Kan jeg måske bruge dét på en konstruktiv måde?

 

Hvor starter vi??

 

Kh


/C.

Læs svaret

Materialet på sundhedsplejersken.dk er udelukkende tænkt til inspiration og information. Sundhedsplejersken.dk ønsker at støtte kontakten mellem de offentlige tilbud for børn og deres forældre, men kan aldrig erstatte personlig kontakt, rådgivning eller medicinsk behandling. Sundhedsplejersken.dk kan ikke tage ansvar for skader som følge af brugen af de materialer, der står på denne side.

Copyright © sundhedsplejersken.dk ApS 2008 - 2017. Alle rettigheder forbeholdes.
info@sundhedsplejersken.dk