Besøg våres webshop
Find svar
Find svar
Kategori  
Print denne sideSend denne side til en ven Bookmark and Share

Klaus Wilmann

Pædagog, tidligere næstformand for BUPL, formand for Børnerådet og nuværende centerleder af Center for Familiepleje

Om mit arbejdsliv:

Jeg har brugt meget af mit arbejdsliv på at kæmpe for, at børn får bedre rettigheder, og at der bliver lyttet mere til dem.

Jeg har arbejdet som pædagog i fem år, hvor jeg blandt andet nåede at være daginstitutionsleder. Derefter fik jeg en fagpolitisk karriere i pædagogernes fagforbund BUPL, som strakte sig over næsten tyve år.

Her arbejdede for, at BUPL skulle være kendt, som de mest seriøse forsvarere af børns liv i daginstitutioner. Pædagogernes arbejde skulle tillægges højere værdi og lønnes bedre. Og børnenes dagligdag skulle betragtes som mere end blot parkering og værnes bedre om. Altså nok personale, plads, sikkerhed og udfoldelsesmuligheder.

Og det lå nok i kortene. Jeg er barn af 1968, vokset op i et antiborgerligt miljø og har slået mine ungdomsfolder i et miljø præget af lysten til at lave foreninger og politiske grupper. Det var en god læreplads for en 15-16 årig.

Efter BUPL blev jeg direktør i Landsforeningen Frie Børnehaver, hvor jeg tog mig af løn og overenskomster for 5000 medarbejdere i en række selvejende og private daginstitutioner.

Siden blev jeg formand for Børnerådet, og blev en del af de politiske processer. Jeg kommentere ny lovgivning, arbejdede med lobbyisme og satte gang i den offentlig debat i forhold til børns rettigheder. Blandt andet i forhold til skilsmisser eller anbringelser, hvor Børnerådet ønskede, og stadig ønsker, at myndighederne skal lytte mere til barnet.

Sideløbende hermed drev jeg et konsulentfirma, hvor jeg arbejde med personale, fusioner, ledelse og foredragsvirksomhed.

Nu er jeg centerleder af Center for Familiepleje i Københavns Kommune, som finder, godkender og uddanner plejefamilier. Og som indsamler og formidler viden om den bedste måde at gøre det på.

 

Om mit familieliv:

Jeg er gift, har tre børn og to børnebørn. Jeg er et familiemenneske, der kan lide at bruge min tid på at være sammen med min familie frem for på tusind hobbies. Jeg mener, at hvis man vil se sin familie mere end hver tredje uge fredag aften, må man prioritere tid til det. Men jeg er også så heldig, at mine interesser hænger godt sammen med familielivet. Jeg holder af musik og kunst. Så jeg kan lide at spille guitar for mine børnebørn. Og ellers er nogle af mine bedste timer med mine børnebørn faktisk, når vi laver ingenting, kigger ud af vinduet, spiser syltetøjsmadder eller leger lidt med bondegårdsdyrene. For det handler ikke om, at der skal være en masse aktivitet, men om tilknytning og relation.

 

Helt kort om:

Det bedste ved at blive forælder er...
Glæden over at alt andet i virkeligheden ikke betyder så meget, når man sidder med sit lille barn.

Den største overraskelse som forælder er...
At følelsen af ansvar aldrig ophører.

Den sværeste udfordring som forælder er...
At trække sig tilbage i tide. At vide hvornår man ikke skal styre.

Det jeg holder mest af ved familielivet er...
Den nærhed der indfinder sig, når man prioriterer at være sammen hyppigt. Det værste fra 1980’erne er ordet kvalitetstid. Det er en spindoktors gode påskud for ikke at være sammen med sine børn. Det bygger på et rationale fra erhvervslivet om, at vi skal få noget ud af tiden, og vi skal nå en masse. Men hellere kede sig sammen i en time, end lege intenst i ti minutter. For tid giver følelsesmæssig ro og fordybelse.

Det jeg holder mest af i min hverdag er...
På arbejdet er det, når vi har sat os noget for i fællesskab i personalegruppen, og det lykkes. I hjemmet er det den time jeg har efter arbejde, hvor jeg sidder med en avis, en kop kaffe, snakker med min kone og måske får mig en morfar.

Det jeg holder mest af ved mit fag er...
At det tør udvikle sig. At det ikke insisterer på, at det der gav mening for tyve år siden også gør det i dag. Pædagoger har været gode til at reflektere over sig selv. Det er en stor styrke.

Det vigtigste for en god barndom er...
At opleve voksne som man har tillid til og tør stole på, så man får lov til at lege. Og at de voksne er gode til at løse de konflikter, der opstår. Altså at lære at være glad, og hvordan man gør, når man ikke er det.

Det vigtigste for et godt forældreskab er...
At forældrene indbyrdes, når der er to, er gode til at tale om, hvorfor de tænker forskelligt. At de er gode til at give barnet en grundlæggende tryghed. Og at forældrene forstår rækkevidden af deres handlinger, hvis de forlader barnet fysisk, fordi de bliver skilt, eller psykisk, fordi de er optagede af deres karrierer. Det værste for barnet er følelsen af alvorlige svigt.

Det ville være skønt, hvis...
Danmark fik en børne- og familiepolitik, som havde tilslutning fra alle de store partier, organisationer og arbejdsgivere. En politik der anerkendte, at barndommen ikke bliver genudsendt. Med det mener jeg, at det forældre ikke når med deres børn, det når de aldrig. Så en politik, der kunne hjælpe forældre til at koncentrere sig om at være forældre, mens børnene er små. For der duer det ikke med fyrre timer og opefter. Men det er der desværre ikke politisk vilje til. Vi skal hele tiden arbejde mere for at sikre stadig vækst. Det er både en udfordring for samfundet og for den enkelte. For det er selvfølgelig også en personlig beslutning. Det kan bare være svært at frigøre sig fra, at succes måles i materielle ting.


 

Materialet på sundhedsplejersken.dk er udelukkende tænkt til inspiration og information. Sundhedsplejersken.dk ønsker at støtte kontakten mellem de offentlige tilbud for børn og deres forældre, men kan aldrig erstatte personlig kontakt, rådgivning eller medicinsk behandling. Sundhedsplejersken.dk kan ikke tage ansvar for skader som følge af brugen af de materialer, der står på denne side.

Copyright © sundhedsplejersken.dk ApS 2008 - 2017. Alle rettigheder forbeholdes.
info@sundhedsplejersken.dk