Besøg våres webshop
Find svar
Find svar
Kategori  
Print denne sideSend denne side til en ven Bookmark and Share

Penicillin - antibiotika

Penicillin er et såkaldt antibiotikum. Det dræber bestemte typer af bakterier, men ikke virus.

Det kan bruges mod forskellige infektioner som blandt andet mellemøre-, hals- og lungebetændelse, når disse tilstande skyldes bakterier. Penicillin er forholdsvis ugiftigt og kan gives i store doser uden at fremkalde bivirkninger bortset fra "løs mave", det vil sige lidt tynd afføring.

I sjældne tilfælde kan et barn udvikle allergi over for penicillin, og det viser sig ved et stærkt kløende udslæt eventuelt ledsaget af hævede slimhinder i mund og svælg. Disse børn bør ikke behandles med penicillin igen.

Det er væsentligt kun at bruge antibiotika, når det er nødvendigt, da bakterierne ellers kan udvikle modstandsdygtighed over for forskellige typer af antibiotika. Derfor er det vigtigt, at lægen undersøger barnet og afklarer, om der er behov for antibiotika, før det ordineres. Det er også afgørende, at forældrene ikke presser på for at få medicin, hvis det ikke er nødvendigt. Almindelige forkølelser og en del andre infektioner i de øvre luftveje skyldes som regel virus og kan derfor ikke behandles med antibiotika. Her er kærlig pleje og det at "vente og se tiden lidt an" den bedste medicin. Der anvendes desværre stadig alt for meget antibiotika til helt små børn.

Udbredelsen af MRSA (methicilinresistent stafylokokbakterie) er netop i disse år forholdsvis voldsom både i Danmark og i andre lande. Her kan kun omhyggelig og grundig hygiejne nedkæmpe infektionen.

Materialet på sundhedsplejersken.dk er udelukkende tænkt til inspiration og information. Sundhedsplejersken.dk ønsker at støtte kontakten mellem de offentlige tilbud for børn og deres forældre, men kan aldrig erstatte personlig kontakt, rådgivning eller medicinsk behandling. Sundhedsplejersken.dk kan ikke tage ansvar for skader som følge af brugen af de materialer, der står på denne side.

Copyright © sundhedsplejersken.dk ApS 2008 - 2017. Alle rettigheder forbeholdes.
info@sundhedsplejersken.dk