Besøg våres webshop
Find svar
Find svar
Kategori  
Print denne sideSend denne side til en ven Bookmark and Share

Bleskift

Bleer findes i mange faconer, typer, priser og størrelser. I TÆNK børn (se kilde) kan du finde de seneste tests.

De første måneder skal det nyfødte barn skiftes ofte, mellem seks og ti gange i døgnet. Det helt lille barn tisser nemlig kun lidt ad gangen, til gengæld tisser barnet hyppigt. Afføringen er mere uregelmæssig: Et barn som bliver ammet har måske afføring syv gange om dagen eller én gang hver syvende dag (når det er et par måneder gammelt).

 

Et barn som får flaske skal have afføring hver dag. Hvis det helt lille barn er både sultent og trænger til at få skiftet bleen, kan det måske lade sig gøre at give barnet lidt mad først og så midt i måltidet, når barnet har fået lidt mad og er faldet lidt til ro, skifte bleen.

 

Engangsbleer af en god kvalitet føles ofte tørre, selv om barnet har tisset i bleen. Man må ikke lade barnet have en våd ble på for længe ad gangen, selv om bleen suger godt. Du kan sikkert opøve dig i at mærke, hvor meget tis der er i bleen, selv om den føles tør på overfladen. Du kan fx veje en tør og en brugt ble i hver sin hånd for at få en fornemmelse af, hvor meget tis der er i bleen. Og så kan du hælde 1/2 deciliter i den ene tørre ble - og på den måde mærke forskellen på en tør ble og en godt våd ble for et nyfødt barn.

 

En undtagelse er dog om natten hos et barn, der ikke længer er nyfødt. Her er det bedst, at forsøge at undgå bleskift, med mindre barnet har haft afføring. Det er væsentligt at der er fred og ro om natten, da det gør chancen for at få barnet til at sove igennem større.

 

Før selve bleskiftet er det godt, at man har samlet alt sammen fx rene bleer, rent undertøj, håndklæde eller stofbleer til at tørre med, vand og vaskeklud inden for rækkevidde. Det mest primitive puslebord er dit eget skød. Indret puslepladsen med få, men vigtige ting. Lad være med at investere i for mange ting fra starten. 

 

De fleste helt spæde børn kan ikke lide at få alt tøjet af, så i starten skal du tage så lidt tøj af som muligt, når du skifter bleen. Har barnet fx en bodystocking på, kan du nøjes med at åbne den i bunden. Tag godt fat omkring barnet, når du skifter det. Det giver dit barn en tryg fornemmelse af, at du ved, hvad du gør. Brug god tid og stop op, hvis barnet begynder at græde. Trøst det eller tag det op tæt ind til dig, indtil det er faldet til ro, før du fortsætter.

 

Hvis spædbarnet bare har tisset, behøver du ikke vaske det hver gang. Lidt større børn har behov for at blive vasket med vand (som det mindste) og blive duppet tør på huden. Når du vasker barnets numse, så brug en klud eller en babypad (er beregnet til spædbarnet - kan købes i nogle supermarkeder) eller vatrondel. Vrid den op i lunkent vand. Du behøver kun at bruge sæbe til spædbarnet, hvis det har haft afføring. Du kan eventuelt benytte lidt olie på en babypad eller vatrondel til at tage den værste afføring af med, hvis barnet er helt lille. Sørg for at rense i folderne i lysken og på lårene, og dup det tørt med et håndklæde eller en stofble, så numsen og alle folder er tørre, før du lægger en ren ble på.

 

Du kan lade spædbarnet ligge lidt med bar numse og lufttørre. Så kan barnet også bevæge benene frit uden ble på. Du kan også tørre forsigtigt med en hårtørrer. Det er godt, at huden er helt tør, inden barnet får ble på igen.

 

Drenge vaskes omkring tissemanden, på og under testiklerne. Træk endelig ikke forhuden tilbage. Piger vaskes og tørres fra skeden og bagud mod endetarmen for at forhindre, at afføring, der indeholder mange bakterier, kommer op i urinrør og skede. Hvis der sidder afføring mellem kønslæberne, kan du trække dem forsigtigt til side og vaske rent, stadig forfra og bagud. Det beskyttende fedtlag af fosterfedt hos den nyfødte pige skal have lov at blive .


 

Større børn har behov for vask med vand og eventuelt sæbe ved hvert bleskift. Bleerne er ret tætte og skiftes ikke så ofte hos de større børn (1/2 - 3 - 4 år). Her er der behov for at vaske med vand og eventurlt sæbe, hvis bleregionen er snavset. Barnet kan også let komme til at lugte af snavset ble - og det er ikke behageligt hverken for barnet og for omgivelserne. Barnet kan også blive angrebet af bleeksem, hvis det for længe har den samme snavsede ble på.

 

Kilde:

Barn i vente. Sundhedsstyrelsen 2010.

Sunde børn. Sundhedsstyrelsen 2010.

Tænk børn. Udstyrsguide. 2010.

Materialet på sundhedsplejersken.dk er udelukkende tænkt til inspiration og information. Sundhedsplejersken.dk ønsker at støtte kontakten mellem de offentlige tilbud for børn og deres forældre, men kan aldrig erstatte personlig kontakt, rådgivning eller medicinsk behandling. Sundhedsplejersken.dk kan ikke tage ansvar for skader som følge af brugen af de materialer, der står på denne side.

Copyright © sundhedsplejersken.dk ApS 2008 - 2017. Alle rettigheder forbeholdes.
info@sundhedsplejersken.dk