Besøg våres webshop
Tema om Familie
Tema om Familie
Kategori  
Print denne sideSend denne side til en ven Bookmark and Share

Vælger du mobilen eller barnet?

Der har været en del debat om forældre og deres brug af mobiltelefoner. Hvis du bruger lidt omtanke, kan du sagtens være den glade bruger af digitale medier og samtidig være mentalt til stede overfor dine børn

Når mobilen bipper løs, kan det være svært at lade være med at tage den. Den er blevet en naturlig del af vores hverdag og en smart måde lige at blive opdateret på. Men det er samtidig også vigtigt, at du ikke i begejstringen for de tekniske vidundere glemmer at give dit barn opmærksomhed.

Opmærksomhed styrker selvfølelsen

Forældres opmærksomhed er uhyre vigtig for et barn, understreger sundhedsplejerske Else Guldager, da opmærksomhed er med til at give barnet et godt selvværd. En god kontakt mellem forælder og barn er med til at lære barnet at indgå i relationer med andre og blive god til at opbygge relationer. Og det er vigtigt, hvis barnet skal udvikle sig og lære nyt.

 

”Hvis et barn hele tiden oplever, at han bliver valgt fra til fordel for noget andet, eksempelvis en mobiltelefon, der ringer, så kan hans selvfølelse blive svag. Han kan få opfattelsen af, at der altid er noget eller nogen, der er vigtigere end ham”, forklarer sundhedsplejerske Else Guldager. Ifølge hende kan et barn, der ikke får tilstrækkelig med opmærksomhed, enten begynde at trække sig tilbage, blive ked af det eller begynde at klovne rundt for at gøre opmærksom på sig selv.

Hver tredje forældre tager mobilen

En undersøgelse blandt nyhedsbrevets læsere  (sundhedsplejersken.dk) viser, at en tredjedel af de deltagende  tager deres mobiltelefon, når den ringer, der kommer en sms eller mail, selvom de er sammen med deres børn.

”Jeg kan godt forstå, at folk tager mobilen, når den ringer, for det er jo nærmest en automatisk reaktion. Jeg gør det også selv,” siger Rune Ringgaard Jørgensen. Han er far til Marley på 19 mndr. og er en af de forældre, der har deltaget i undersøgelsen. Han prøver at holde mobilen i lommen, hvis den ringer, mens han er sammen med sin søn, for han synes, det er vigtigere, at Marley får hans opmærksomhed i stedet for hans mobiltelefon. ”Men det var svært i starten, og det krævede lidt tilvænning, men man vænner sig til at prioritere,” siger Rune Ringgaard Jørgensen. 

Følg din fornemmelse for barnet

Ringer mobilen, mens du er sammen med dit barn, er det en rigtig god idé at lytte til din egen mavefornemmelse se på dit barns reaktioner samt vurdere situationen derfra.
”Er barnet dybt optaget af noget andet, kan det være helt fint, at tage telefonen. Men børn kan hurtig blive optaget af noget andet, så man bør holde øje med barnet og være klar til at lægge på, selvfølgelig alt efter alder og aktivitet,” siger Else Guldager.

 

Rune Ringgaard Jørgensen er godt klar over at med en lille spirrevip på 19 måneder, så skal man være klar til at reagere, hvis han begynder at kravle op på noget, han kan falde ned fra. ”Jeg reflekterer løbende over, hvordan jeg bruger min mobil foran min søn. Jeg synes ikke, mobilen skal fylde så meget. Det er ok at tage telefonen, hvis det er noget vigtigt med arbejde, men kun hvis Marley er dybt optaget af en leg,” fortæller Rune Ringgaard Jørgensen.

 

Mor med mobil

En "rotte" i fælden?

Guide til gode mobilvaner – for forældre

Her er et par fif til, hvad du bør overveje, hvis du er forælder, er glad for din mobiltelefon og godt vil skabe en god mobilkultur i jeres hjem.

  • Brug din sunde fornuft
  • Forestil dig, at du er dit barn. Ville det være rart at blive afbrudt lige nu, hvis telefonen ringer?
  • Planlæg længerevarende telefonopkald, til dit barn sover
  • Tal med din partner og læg en fælles linie sammen for brug af mobiltelefon i familien
  • Aftal det med din partner, hvis du er nødt til at foretage et opkald, så din partner er opmærksom på barnet
  • Når du er sammen med dit barn om noget, I begge er optaget af, så lad telefonen ringe.

Er dit barn dybt optaget af en leg for sig selv eller sammen med nogle andre, så kan du godt tale i telefon, men vær klar til at afslutte samtalen.

 

Tilmeld dig gratis sundhedsplejersken.dk, så får du også vores nyhedsbrev.

 

 

Materialet på sundhedsplejersken.dk er udelukkende tænkt til inspiration og information. Sundhedsplejersken.dk ønsker at støtte kontakten mellem de offentlige tilbud for børn og deres forældre, men kan aldrig erstatte personlig kontakt, rådgivning eller medicinsk behandling. Sundhedsplejersken.dk kan ikke tage ansvar for skader som følge af brugen af de materialer, der står på denne side.

Copyright © sundhedsplejersken.dk ApS 2008 - 2017. Alle rettigheder forbeholdes.
info@sundhedsplejersken.dk