Besøg våres webshop
Tema om Familie
Tema om Familie
Kategori  
Print denne sideSend denne side til en ven Bookmark and Share

Når det er svært at få gang i snakken med dit barn

Du vil gerne vide noget om, hvad dit barn går og tænker på. Så du spørger og spørger, men forgæves. Dit barn virker ikke til at ville fortælle noget. Hvordan får du snakken på gled?

Du vil gerne have kontakt med dit barn, men det lykkes dig ikke rigtig. Der kan gå dage, hvor dit barn bare svarer med ’ja’ og ’nej’ eller trækker på skulderen. Det får dig til at spørge mere, og så lukker dit barn endnu mere af. Det skyldes, at dit barn ikke vil snakke til dig. Men det vil gerne snakke med dig. Altså snakke sammen.

Giv og tag

At snakke sammen vil sige, at både du og dit barn skal give og tage imod. At både du og dit barn skal fortælle og åbne sig. For hvis det kun er dit barn, der skal give, fortælle og åbne sig, vil dit barn komme til at opleve snakken som et forhør i stedet for en samtale. Og så lukker dit barn af.

Du kan være vis på, at dit barn tydeligt mærker, hvornår du indleder en samtale, og hvornår ud udfritter dit barn, fordi mor eller far vil have noget at vide.
”Hvordan er det gået i skolen i dag?”, spørger du måske dit barn ved middagsbordet.
Når du stiller sådan et helt åbent spørgsmål, så er det, som når en anden voksen spørger dig: ”Hvordan går det?”.
Så får du mest lyst til at svare: ”Godt”.
Hvad enten det virkelig går godt eller ikke.

Fortæl selv

Vejen frem er, at du selv kommer på banen. At du gør snakken til en gensidig udveksling af tanker og oplevelser. Når det handler om små børn, så fortæl hvad du har set på vejen: en stribet kat, en kæmpe vandpyt. Og spørg barnet, hvad det har set i dag. På den måde nærmer du dig lidt langsomt og finder ud af, hvilket humør dit barn er i – om det har lyst til at fortælle, om der er noget, det er ked af.

Når det handler om store børn, så prøv selv at fortælle lidt fra din hverdag. Spørg dit barn, hvad det mener om det, eller hvad dit barn ville have gjort. Lyt til hvad dit barn svarer. Lad være med at brokke dig over chefen eller dine kolleger. Fortæl hellere om noget, som du overvejer eller er i tvivl om. Det handler om at snakke om noget, som virkelig kan vække dit barns nysgerrighed, ikke voksenproblemer eller store og skræmmende spørgsmål.

Vær varsom

• En samtale handler om to, der taler sammen
• Børn hader at blive udfrittet
• Vær høflig over for dit barn
• Fortæl noget fra din egen hverdag
• Ingen brok sammen med børn

Det handler om at behandle dit barn på samme måde som voksne: at nærme sig høfligt, finde ud af, hvad dit barn gerne vil og så respektere det. Det er lige som en labyrint, du bliver nødt til at starte fra en ende for at nå ind til kernen. På vejen må du være varsom og lægge mærke til, om du skal stoppe, eller om der er basis for en samtale.

 

Tilmeld dig gratis sundhedsplejersken.dk, så får du også vores nyhedsbrev.

 

Du kan melde dig ud når som helst, og også melde dig fra nyhedsbrevet.

 

Læs mere om Marion Thorning, Sundhedsplejerske og Master i konfliktmægling. Du kan stille Marion et spørgsmål, hvis du er medlem af sundhedsplejersken.dk. Det er gratis.

Læs mere:

Hertz, Berit & Frank Iversen (red). Anerkendelse i børnehøjde. Psykologisk Forlag, 2004
Juul, Jesper. Livet i familien – de vigtigste værdier i samliv og børneopdragelse. Apostrof, 2004

Materialet på sundhedsplejersken.dk er udelukkende tænkt til inspiration og information. Sundhedsplejersken.dk ønsker at støtte kontakten mellem de offentlige tilbud for børn og deres forældre, men kan aldrig erstatte personlig kontakt, rådgivning eller medicinsk behandling. Sundhedsplejersken.dk kan ikke tage ansvar for skader som følge af brugen af de materialer, der står på denne side.

Copyright © sundhedsplejersken.dk ApS 2008 - 2017. Alle rettigheder forbeholdes.
info@sundhedsplejersken.dk