Besøg våres webshop
Tema om Familie
Tema om Familie
Kategori  
Print denne sideSend denne side til en ven Bookmark and Share

Lær at løse dine børns konflikter uden skæld ud

Du kender det sikkert: Dine børn er kommet op og toppes med hinanden, og du aner ikke, hvad der er op og ned på konflikten. For du har ikke set, hvad der egentlig er sket. Læs her hvordan du bedst løser sådanne stridigheder uden at forfalde til forkerte og misforståede irettesættelser og skæld ud.

Dine to børn gynger i en hængekøje. Lillesøster på fire år begynder at græde. Hun siger, at storesøster på syv år skubber. Så bliver storesøster også ked af det og giver sig til at græde. Du har ikke set, hvad der er sket. Så hvordan skal du egentlig lige løse den?

Du kan nemt komme til at reagere på en sådan situation ved at skælde storesøster ud. Også selvom du ikke med egne øjne har observeret, hvad der er foregået. Hvis du vælger at skælde ud, kan dit barn let komme til at identificere sig med din negative opfattelse. Og hvis du ofte skælder ud, kan barnet opbygge en historie om, at jeg er forkert og uartig. Og så bliver det gradvist den selvopfattelse dit barn vil komme til at leve op til fremover. Så hvis du er i tvivl om, hvad der skete, så vælg altid at tilskrive dit barn gode hensigter.

Sådan kan du fremme barnets positive opfattelse af sig selv

Inden du griber ind, kan du øve dig i at stille spørgsmål som: Hvordan kan jeg anerkende den situation mit barn står i? Hvordan kan jeg vise, at jeg forstår mit barns følelser? Hvordan kan vi i fællesskab finde en vej ud af konflikten? Derved kan du fremme dit barns oplevelse af, at det bliver set for det gode, som det gør – eller har til hensigt at gøre.

Måske bare en misforståelse

I stedet for din første indskydelse om at skælde storesøster ud, kunne du vælge at sige: ”Det kan være svært at være to på gyngen. Man kan let komme til at ramme hinanden. Måske forsøgte du at give plads til lillesøster og så misforstod hun det bare. Det er rigtig ærgerligt at blive misforstået af nogen, når man egentlig forsøger at gøre det godt for dem. Hvem ved, måske forsøgte lillesøster også at give plads til dig, uden du vidste det?”

Sæt lys på den gode intention

Når du vælger at sætte kikkerten for det gode øje, styrker du dit barns positive selvopfattelse: Mor lagde mærke til, at jeg gjorde mig umage for at få det til at fungere. Det vigtige for dit barn er, at du hjælper det til at forstå dets handlinger. Gerne med en positiv drejning, således at det får en oplevelse af at blive set for sin gode hensigt.

Børn vil gerne leve op til positive forventninger

Børn holder også meget af at blive inddraget. De vil være med til at skabe den gode stemning, i stedet for bare at få at vide, hvad de skal gøre - eller endnu værre - ikke skal gøre.
Du kan fx inddrage storesøster ved at spørge: ”Hvordan kan du vise lillesøster, at du gerne vil give plads til hende?” Dermed giver du dit barn mulighed for at medvirke til en løsning på konflikten.
Fremover, når dit barn står i en lignende konflikt, vil det måske tænke: ”Jeg er god til at gøre mig umage for at få tingene til at fungere”.

At blive anerkendt for sin positive hensigt

Hvis dit barn bliver opfattet positivt, er det det, som det tager med sig. Hvis dit barn bliver opfattet negativt, er det det, der følger det fremover i livet.
For at dit barn kan tilegne sig ny viden og udvikle sig, har det brug for at opleve, at det er noget værd. Derfor er dine positive forventninger til dine børn af afgørende betydning.

• Grib dit barn i at gøre tingene rigtigt
• Find dit barns positive hensigt
• Overvej alternativer til at skælde ud
• Er du i tvivl, så vælg den positive version
• Inddrag dit barn i at finde en løsning på konflikten

Tilmeld dig gratis sundhedsplejersken.dk, så får du også vores nyhedsbrev.

 

Du kan melde dig ud når som helst, og også melde dig fra nyhedsbrevet.

Kilder:

”Mere anerkendelse i børnehøjde”. Redaktører Berit Hertz og Frank Iversen. Dansk psykologisk Forlag. 2007.
”Anerkendelse i børnehøjde”. Redaktører Berit Hertz og Frank Iversen. Dansk psykologisk Forlag. 2004.


Materialet på sundhedsplejersken.dk er udelukkende tænkt til inspiration og information. Sundhedsplejersken.dk ønsker at støtte kontakten mellem de offentlige tilbud for børn og deres forældre, men kan aldrig erstatte personlig kontakt, rådgivning eller medicinsk behandling. Sundhedsplejersken.dk kan ikke tage ansvar for skader som følge af brugen af de materialer, der står på denne side.

Copyright © sundhedsplejersken.dk ApS 2008 - 2017. Alle rettigheder forbeholdes.
info@sundhedsplejersken.dk