Besøg våres webshop
Tema om Familie
Tema om Familie
Kategori  
Print denne sideSend denne side til en ven Bookmark and Share

Hvor længe må dit barn sidde bag en skærm?

Det er svært at hive de små poder væk fra skærmen, når de først har fået sat sig. Og hvor lang tid er det egentlig ok, at de sidder der? Her kommer nogle bud.

Forskere og eksperter er meget tilbageholdende med at sætte tal på, hvor lang tid det er passende, at børn lader sig underholde af skærme. ”Skærmtid bør begrænses”, siger Sundhedsstyrelsen - dog uden at sætte tal på. De mener ikke, at området er undersøgt nok. De skriver dog samtidig på deres hjemmeside, at det er vigtigt at give dit barn mulighed for at bevæge sig så meget som muligt i dagligdagen, og med meget få undtagelser er børn lige så inaktive, når de lader sig underholde af skærme, som når de sover.

 

Lege med andet end skærm 
Det kribler og krabler om foråret

Find jeres egen balance


Det er altså vigtigt, at du sørger for, at dit barn bevæger sig mange timer om dagen. Men det udelukker jo ikke en hyggestund i sofaen med Paw Patroll eller en gang Ramasjang Ræs på iPaden.

 

Det er da heller ikke alle, der er lige tilbageholdende med at give konkrete anvisninger. Red Barnet giver på sin hjemmeside helt konkrete anbefalinger, og dem giver vi videre her. Og husk så, at det er vigtigt, at I finder jeres egen balance. Dagligdagen skal hænge sammen, og det er helt ok at spille Uno på iPaden, mens far får ordnet aftensmaden og betalt regningerne, hvis man har løbet rundt i Børnehaven hele eftermiddagen.

Hvor mange timer bør dit barn højst bruge foran en skærm?

De 0-3-årige
Særligt for de mindste børn er det vigtigt, at tiden foran skærmen ikke bliver for omfattende. Forskning viser, at 0-2-årige børn får meget lidt ud af at se tv og spille computerspil. Selvom tabletspillene kan fås i et utal af varianter, gavner de sjældent motorikken, kreativiteten og sprogindlæringen ligeså godt, som fysisk leg gør.
Red Barnet anbefaler maks. 35 minutters skærmtid i hverdagen for 3-årige og eventuelt lidt mere i weekender og ferier. Når der er tale om helt små børn, bør du på forhånd forklare reglerne klart og begrunde dem.

De 4-7-årige
Børn på 4-7 år bør selv være med til at lave regler for onlinetid. På den måde føler barnet sig hørt, og det vil have lettere ved at overholde reglerne. Reglerne kan handle om, hvilke typer af spil der må spilles, på hvilke tidspunkter af dagen der må spilles og i hvor lang tid. Hvis du vil tjekke, hvilke apps og hjemmesider dit barn har benyttet, så gør det sammen med barnet.
Også i denne aldersgruppe bør skærmtiden begrænses, så dit barn ikke udvikler en alt for stillesiddende adfærd. Forskere anbefaler mellem 30 og 60 minutters skærmtid i hverdagene og eventuelt lidt mere tid i weekender og ferier til børn i denne aldersgruppe.

De 7-10-årige
Nogle børn får i 9-10-årsalderen deres første mobiltelefon, og det giver mulighed for langt mere skærmtid. Derfor er det vigtigt, at du og dit barn sammen laver regler for mobil/onlineforbruget, så der også er tid til fysisk aktivitet. Når I laver reglerne sammen, er der større sandsynlighed for, at dit barn vil overholde dem. Børn i denne aldersgruppe begynder at begå sig på sociale medier og bliver fortrolige med flere underholdningsprægede spil og apps.

 

I kan sammen lave regler for, hvor lang tid dit barn må bruge på henholdsvis underholdningsorienteret skærmtid og indlæringsorienteret skærmtid om dagen – for eksempel 50/50. Skærmtiden for denne aldersgruppe bør ifølge forskere ligge et sted mellem en og to timer dagligt. Undersøgelser viser, at børn, som dagligt sidder 3 – 5 timer foran skærmen, har tendens til overvægt. Samtidig kan forbruget gå ud over det 'fysiske' sociale netværk.

 

Kilde:

Red Barnet: Din digitale vejviser. Red barnet 2018.

Materialet på sundhedsplejersken.dk er udelukkende tænkt til inspiration og information. Sundhedsplejersken.dk ønsker at støtte kontakten mellem de offentlige tilbud for børn og deres forældre, men kan aldrig erstatte personlig kontakt, rådgivning eller medicinsk behandling. Sundhedsplejersken.dk kan ikke tage ansvar for skader som følge af brugen af de materialer, der står på denne side.

Copyright © God Barndom S/I 2018. Alle rettigheder forbeholdes.
info@sundhedsplejersken.dk