Besøg våres webshop
Tema om Familie
Tema om Familie
Kategori  
Print denne sideSend denne side til en ven Bookmark and Share

Nemme, hyggelige og billige ferieaktiviter

Børn er fantastiske til at opleve. De elsker Tivoli, Legoland og Bonbon-land, men er ofte lige så godt underholdt af en tur på en ny legeplads eller en campingferie i baghaven.

Ferie betyder tid: tid til at være sammen, tid til at hygge sammen, tid til at opleve sammen. For børn er noget af det bedste ved ferie, at mor og far har tid. De skal ikke på arbejde, de skal ikke lave mad til bestemte tidspunkter, og de skal ikke skynde sig til alt muligt. Derfor er det en rigtig god ide at lægge god tid ind, når man planlægger sin sommerferie, så der er god tid til alting - også til at lave ingenting!

 

Vi voksne vil gerne "på ferie"

Vi voksne vil ofte rigtig gerne et eller andet sted hen, når vi har ferie. Vi vil ud at se noget - enten herhjemme eller i udlandet. Vi har brug for at opleve noget andet end hverdagen, og vi skal væk fra computeren, vasketøjsbunken og plankeværket, der trænger til at blive malet, for at kunne slappe rigtigt af. Ferie skal være noget, vi alle har glæde af, både børn og voksne, så det er helt fair, at vi voksne gerne vil væk hjemmefra, men børn har ikke noget udpræget behov for at komme langt væk og opleve en masse nyt. De vil gerne opleve noget, men for dem er det også en stor oplevelse at ligge i telt i baghaven eller fange krabber med et stykke spegepølse i en nærliggende havn.

 

Så hvis turen ikke går til Florida, Thailand eller Det græske øhav i år, så er her nogle bud på hyggelige aktiviteter, som du kan lave med dine børn.

 

De helt nemme

  • Pudekamp! En overset aktivitet i mange familier. Ungerne elsker at tumle med mor og far, og når mor basker far en ordentlig én på skallen, så han tumler ned af sengen, vil glæden ingen ende ta’!
  • Af med tøjet - på med pyjamassen… alle sammen! Og kast et par madrasser ind foran fjernsynet, hvor I kan ligge i en stor bunke og se en film (helst en, I alle sammen gider at se). Børn elsker, når mor og far gider at se med, og pyjamasserne og madrasserne gør det hele mere afslappet og til en ny anderledes oplevelse end hverdagen i sofaen. Hvis der også er popcorn og saftevand, er I næsten sikre på succes.
  • Køb et par pizzaer, nogle juice’er og en flaske rødvin og flyt aftensmaden ned på den lokale legeplads. Så sparer du aftensmadslavningen, familien får en udflugt ud af det, og børnene er godt underholdt, mens mor og far får lov til at nyde et par glas rødvin sammen.
  • I kan også bare finde ud af, hvilke legepladser, der ligger i nærmiljøet, og vælge en anden, end den i plejer. Mor kan tage et dameblad og en termokande med, så er der beskæftigelse for alle.
  • Steder med vand har altid god underholdningsværdi. Man kan kaste alle mulige forskellige ting i vandet, lave både af pinde, fange dyr med net eller fodre ænder, hvis der er sådan nogle.

 

- Det bedste ved ferien var, at der var en parkeringsplads uden for det hotel, hvor vi boede, der kunne man få lov til at cykle rundt på nogle cykler, man kunne låne, og så var der også en lille sø, hvor vi fangede dyr i fiskenet sammen med mor og far.

(Sebastian 6 år - efter en sommerferietur til et gigantisk tivoliland i Tyskland)

 

- Det her er meget bedre end ferie. Når vi ta’r på ferie, så skal vi altid ud at køre og se en masse ting.

(Rune 10 år - efter 3 dages ophold hos bedstemor og bedstefar, hvor der ikke var sket ret meget)

 

Tilmeld dig gratis sundhedsplejersken.dk, så får du også vores nyhedsbrev.

 

Dem, der kræver lidt forberedelse eller lidt transport

 

  • Ta’ en tur på genbrugsstationen. Mange genbrugsstationer har et hus, hvor man kan sætte ting ind, som man mener, er for gode til at blive smidt ud, og som andre måske kan få glæde af. Man kan få lang tid til at gå med at kigge på ting, og ofte kommer der en bil, en dukke eller en flyvemaskine med hjem - husk at vaske tingene, inden barnet begynder at lege med dem. Du kan finde åbningstiderne for din lokale genbrugsstation på internettet. Vær opmærksom på, at det ikke er alle genbrugsstationer, der tillader, at man tager ting med hjem.
  • Ta’ på den nærmeste naturlegeplads. Naturstyrelsen har etableret 73 fantastiske naturlegepladser rundt omkring i Danmark. Gå ind på Naturstyrelsens hjemmeside og find den nærmeste (www.naturstyrelsen.dk/Naturoplevelser/Aktiv/naturlegepladser), smør en madpakke og hop på bussen eller ind i bilen. De er alle sammen en udflugt værd. Ofte er der også bålpladser og grillarrangementer ved legepladserne, så hvis I har mod på det, kan I også medbringe pølser og snobrødsdej.
  • Pak pinde, snor, klemmer og spegepølse og tag en tur ned på den nærmeste havn. Krabbefiskeri er rigtig god underholdning for børn i alle aldre. Bind pinden i den ene ende af snoren og klemmen i den anden. Spegepølsen sættes fast i klemmen, og så er man garanteret flere timers beskæftigelse. Husk en spand til de fangede krabber og også gerne et fiskenet, da bæsterne kan finde på at slippe pølsen, FØR de kommer ned i spanden.
  • Campingplads ”Baghave”. Hvis I bor i hus, kan baghaven indrettes til campingplads. Slå telt op og lad børnene få luftmadrasser, soveposer og tøjdyr med ud i teltet. Hvis de har mod på det, kan de overnatte derude med lommelygter, og hvad der ellers hører sig til, men I skal lige være sikre på, at de ikke bliver bange, eller i hvert fald har nem adgang til mor og far, hvis de gør. Hvis forældrene har mod på det (og har udstyret), kan man lade børnene lave mad på et lille primusapparat. Spaghetti med ketchup lavet på gas i haven smager fantastisk!

 

Du kan også vælge en af "campingpladserne" i nabolaget

Materialet på sundhedsplejersken.dk er udelukkende tænkt til inspiration og information. Sundhedsplejersken.dk ønsker at støtte kontakten mellem de offentlige tilbud for børn og deres forældre, men kan aldrig erstatte personlig kontakt, rådgivning eller medicinsk behandling. Sundhedsplejersken.dk kan ikke tage ansvar for skader som følge af brugen af de materialer, der står på denne side.

Copyright © sundhedsplejersken.dk ApS 2008 - 2017. Alle rettigheder forbeholdes.
info@sundhedsplejersken.dk