Besøg våres webshop
Tema om Familie
Tema om Familie
Kategori  
Print denne sideSend denne side til en ven Bookmark and Share

Gruppen - sikkerhedsnet og inspirationskilde

En forældregruppe er guld værd. Her kan du møde ligesindede og udveksle ideer, holdninger og meninger fra de små detaljer til livets store spørgsmål. Og i nogle grupper trives venskaber og varer i årevis.

At blive forstået

En gravid kvindes hævede ben, plukveer og angsten for at fødslen pludselig kommer ud af kontrol derhjemme, inden du overhovedet har fået startet bilen… De andre i gruppen vil gerne høre om det hele. Også om de vågne nætter endnu en gang, ”Det er fordi han altid taber sutten, han vågner – har du en god ide, så kom endelig med den, og gi´ mig en times søvn mere”.. eller ”Hvad mener I, skal vi begynde med sut eller lade være?” ”Hvornår det er tid at have sex første gang efter fødslen”, eller ”Hvordan det er at blive overset som mand ved jordemoderkonsultationerne igen og igen”. Alle er i samme båd og ved, at de andre ikke lige kører træt i historierne om dagligdagen med småfolk i huset – snarere tværtimod.

Inspiration

Du kan få så mange praktiske fif i en gruppe med andre forældre. Alt fra indkøb til den lille ny og til gode ideer, når babygråd, skænderier mellem de voksne eller søskendejalousi er problemet.  Andre forældre kan måske også fortælle dig om muligheder, du aldrig ellers ville skænke en tanke. Du kan også opleve, at andre forældre gør ting eller har holdninger, der er så langt væk fra dine, så det ikke siger dig noget, eller det provokerer. Du kan jo gøre præcis, hvad du vil, og hvad du synes er det bedste for dig.

Det styrker en forældregruppe, når du:

  • lader dig inspirere af de andre forældre og er nysgerrig over for, hvordan forløbet har været for dem,
  • fortæller om dine erfaringer med dit barn, som en anden forælder er interesseret i,
  • er åben over for, at det som du har valgt muligvis ikke passer til andre.

Det er klogt at være varsom med:

  • at pådutte andre forældre dine løsningsmuligheder,
  • at pace dit barn frem, hvor du synes, det ikke er helt med sammenlignet med de andre børn,
  • at gøre gruppen til et udstillingsvindue for ”det perfekte barn”.

Fortrolighed

Det giver tryghed i din gruppe, hvis I har klart for jer, hvilken slags fortrolighed I har sammen. I en gruppe får deltagerne ofte med tiden rigtig meget at vide om hinanden. Det er måske ikke altid, du lige tænker på alt det, du selv fortæller, eller det, du hører om de andres bryderier med kæresten. Hvad er det så ok at fortælle andre om, og hvad holder I for jer selv? Det kan varmt anbefales at aftale, hvad I gør i jeres gruppe.

Kommunikation er ikke altid let

Grupper, hvor I mødes og er sammen et fysisk sted, er én slags grupper. Her forsvinder ordene, når de er blevet sagt. Det er noget andet, når du er i en gruppe, hvor I chatter sammen. Det skrevne ord kan godt virke bombastisk, og noget bliver måske misforstået. For man kan ikke lige se hinanden eller høre, hvordan stemmen lyder. Der mangler nogle af de kendetegn, du ellers plejer at fornemme dig frem med. Så det er en god ide at tage hensyn til det, når du skriver sammen med andre i en gruppe.

Børn er forskellige

Nogle børn er af natur forsigtige og tilbageholdende, andre buser lige på både med mennesker og nye ting, de møder. Forældre er på ingen måde heller en ensartet gruppe. Derfor må det enkelte barn og den enkelte familie ses ud fra det ståsted, de har. Og selvfølgelig er der mange fælles træk, men også mange forskelligheder. Når spædbørn i samme alder er sammen, er det tydeligt, hvor store forskellighederne er. Nogle børn glæder sig meget over at bevæge sig omkring så meget som muligt, og andre vil hellere sidde mere stille på et tæppe. Respekten for forskellighederne er et godt grundlag for deltagerne i en gruppe.

 

Kilde:
År 1 – når I har fået barn. Else Guldager – Lindhardt og Ringhof 2008.

 
Læs mere om
 

Materialet på sundhedsplejersken.dk er udelukkende tænkt til inspiration og information. Sundhedsplejersken.dk ønsker at støtte kontakten mellem de offentlige tilbud for børn og deres forældre, men kan aldrig erstatte personlig kontakt, rådgivning eller medicinsk behandling. Sundhedsplejersken.dk kan ikke tage ansvar for skader som følge af brugen af de materialer, der står på denne side.

Copyright © sundhedsplejersken.dk ApS 2008 - 2017. Alle rettigheder forbeholdes.
info@sundhedsplejersken.dk