Besøg våres webshop
Tema om Familie
Tema om Familie
Kategori  
Print denne sideSend denne side til en ven Bookmark and Share

Godt samvær - fire bedsteforældres bud

Fire bedsteforældre byder ind med hvad, de mener, er godt samvær med børnebørnene.

Mia (53 år), Margrethe (67 år), Bodil (69 år) og Magnus (74 år) har flere ting til fælles. De er alle bedsteforældre, de kan godt lide at være sammen med deres børnebørn, og de er oven i købet ret gode til det (ifølge både børn og børnebørn), men derudover er de også på mange punkter enige om, hvad der skal til for at alle får glæde af samværet.

 

Tid, fravær af regler, nærvær… og TID

Tid er absolut det vigtigste, er alle fire bedsteforældre enige om. Vent med vasken, rengøringen og indkøbene, når Emma og August kommer på besøg, med mindre de selv giver udtryk for, at de gerne vil være med. Så er det bare helt fint. Tid er noget af det, som bedsteforældre har meget mere af end forældrene, også selv om de stadig arbejder, og noget af det, som børn virkelig sætter pris på, når de er på besøg. ”Vi brugte engang fire timer på at gå fra stationen og de to kilometer hjem… der skulle findes sten og plukkes blomster og klatres…” fortæller Margrethe. Hun sørger også altid for at have købt alt ind, inden børnebørnene, Lukas og Anemone, kommer på besøg, så hun ikke skal bruge tid på det, mens de er der.

 

En anden ting, de alle fire fremhæver, er fraværet af regler. Magnus husker sine egne sommerferier hos bedsteforældrene, hvor de eneste regler, der var for ham og hans to fætre var ”… at vi ikke måtte bruge tændstikker, og ikke måtte grave huller i skrænten på den anden side af vejen. Det var et fristed! Og jeg prøver at skabe det samme fristed for mine børnebørn.” Hos Magnus er der også to regler: man skal sige til, hvis man går ned til vandet, og hvis man vil bruge øksen, skal der være en voksen til stede.

 

Nærvær og tid hænger tæt sammen. Hvis ikke der er god tid, kniber det ofte med nærværet. ”Sæt alt til side! Giv dig god tid! Lyt!”, siger Mia, ”Giv dig tid til det, forældrene ikke har tid til i hverdagen: blive liggende i sengen og se fjernsyn eller dalre rundt i nattøj hele dagen. Man behøver ikke at kunne sige: Vi har lavet det og det. ”

 

Rune - 10 år (efter 3 rolige dage hos bedstemor og bedstefar):

"Det her er meget bedre end ferie. Når vi ta’r på ferie, så skal vi altid ud at køre og se en masse ting."

 

Lukas - 6 år (efter en weekend hos farmor):

"Vi skulle have risengrød til aftensmad, men den var ikke færdig, da der kom Disney Sjov. Så så vi Disney Sjov, og så fik vi risengrød bagefter. Og vi fik pandekager til dessert."

 

BODIL: Planlæg, sæt dem i gang og lad dem så passe sig selv

”Vi sætter dem i gang, og så blander vi os egentlig ikke så meget”, fortæller Bodil, der er stor tilhænger af at planlægge besøgene lidt tid i forvejen. ”Jeg er ikke så god til det der med at kravle rundt på gulvet og lege med biler eller dukker, så jeg tænker lidt over, hvad der kunne interessere dem, går måske på biblioteket og låner nogle bøger, som kan sætte gang i deres fantasi ”. Så læser de dem, snakker lidt om, hvad der står i dem, og så klarer børnene som regel resten selv… assisteret af Bodil, som hjælper med at finde det rette udklædningstøj eller snoren, der kan holde grenen til hulen fast.

Og så har Bodil et stort skab, fyldt med ting, som hun har samlet gennem tiden: brugte billetter, tændstikæsker, en gammel telefon, en gammel kirsbærudstener og alt muligt andet. Børnene må bruge ALT i skabet, og når skabet åbnes, slippes fantasien løs.

 

MARGRETHE: Så skal vi på tur!

”Børn elsker gentagelser, og ofte går vi den samme vej, når vi skal et sted hen. Så er der skulpturen, som de skal klatre op på, og vandløbet, som de skal smide pinde i. Det bliver små ritualer, og ungerne elsker det!”.

Margrethe elsker også selv at tage på tur. ”Jeg bliver mere legesyg af ikke at være derhjemme”, siger hun. Ofte går turen til noget vand eller til steder, hvor der er noget at klatre på. Men det betyder egentlig ikke så meget, hvor de går hen, bare de har masser af tid til at gå derhen. ”Jeg vælger steder, jeg selv har lyst til at gå hen. Man skal ikke gøre noget af pligt med børn”.

De ser også mange børnefilm… sidder ved siden af hinanden i sofaen og kommenterer ALTING.

 

MIA: Nærhed og god tid - og en tur på biblioteket

Mia går også meget på biblioteket. ”Der findes så mange gode børnefagbøger, om naturen og om vejr og vind. Børn elsker at høre om sådan noget… og så historier om Nordisk Mytologi”. Men ellers går Mia meget ind for at lave ”ingenting” med sine børnebørn - i hvert fald ikke noget planlagt. ”Der skal være fokus på dem og god tid - sæt alt til side!”.

Nu hvor børnebørnene er blevet større, skal der lidt mere aktivitet til, for at holde dem væk fra computerspillene. Så går de i biografen, til fodboldkamp eller hen på den nye skaterbane, hvor den store afprøver sit skateboard, mens den mindste triller rundt i kanten på sit løbehjul.

 

MAGNUS: Hvis de selv kommer i gang, er det det bedste!

Magnus er gammel møbelsnedker og spejderleder. Hos ham får børnebørnene lov til at smelte søm i udendørspejsen og banke dem flade på en gammel ambolt. Der bliver også bagt pandekager og lavet store mængder af træfigurer ved pejsen. ”Hvis de selv kommer i gang, er det det bedste,” siger Magnus, ”Det er så lidt, der skal til. Du skal bare lige introducere stederne eller tingene for dem, så klarer de ofte resten selv. Hvis de er her i længere tid, kan der gå dage, hvor vi ikke blander os.”

Magnus har mange ting, han gerne vil lære sine børnebørn: orientere sig, finde vej, tænde bål og fiske, men han er meget bevidst om, at børnene skal have lov til at opleve på egen hånd, uden for megen voksenindblanding. ”En gang, da drengene var en 6-7 år, kom de og sagde til mig, at de gerne ville lave noget farligt. Det var aften, og så foreslog jeg dem at gå en aftentur alene. Vejen vi bor på går rundt i en cirkel, så hvis de bare følger vejen, ender de hér igen. Det tog dem lang tid at komme rundt, men da de kom tilbage, havde de bare oplevet SÅ meget. Vi kunne også være gået med dem, men det ville ikke have været det samme.”

 

Tilmeld dig gratis sundhedsplejersken.dk, så får du også vores nyhedsbrev.

Du kan melde dig ud når som helst, og også melde dig fra nyhedsbrevet.

Materialet på sundhedsplejersken.dk er udelukkende tænkt til inspiration og information. Sundhedsplejersken.dk ønsker at støtte kontakten mellem de offentlige tilbud for børn og deres forældre, men kan aldrig erstatte personlig kontakt, rådgivning eller medicinsk behandling. Sundhedsplejersken.dk kan ikke tage ansvar for skader som følge af brugen af de materialer, der står på denne side.

Copyright © sundhedsplejersken.dk ApS 2008 - 2017. Alle rettigheder forbeholdes.
info@sundhedsplejersken.dk