Besøg våres webshop
Tema om Børn
Tema om Børn
Kategori  
Print denne sideSend denne side til en ven Bookmark and Share

Sådan ammer du dine tvillinger

Det kan virke voldsomt, at skulle amme 2 børn på en gang, men det kan faktisk lade sig gøre. Det kræver planlægning og det kræver overskud at komme i gang, men den investering du giver det i starten, tjener sig fint ind på den lange bane.

Som nybagt mor til tvillinger, så kan det virke overvældende, at skulle have et barn liggende ved hvert bryst og samtidig skulle støtte det enkelte barn i at få suttet godt og effektivt. Det er noget nær en umulig proces uden et par hjælpende hænder fra børnenes far, der kan hjælpe det ene barn med at tage fat, få bøvset, etc. mens du koncentrerer dig om det andet barn.

 

Man kan ikke få et mæt barn til at spise
”Lad dit barn selv finde en rytme for, hvornår og hvor ofte det har brug for at blive ammet” – sådan lyder et af de mange råd til ammende mødre, men hvordan gør man det, når man har 2 børn? Det kan man ikke altid efterleve i forhold til hvert enkelt barn, når man har tvillinger.
Du kan have fået to børn, der er forskellige i størrelse, hvilket typisk betyder, at det mindste barn har brug for hyppigere måltider end det største af dine børn. Det betyder naturligvis, at du ikke hver eneste gang du ammer, ammer begge børn på en gang.

 

Forskellig energiomsætning
Til trods for at du har fået to børn, der nogenlunde vejer det samme, så kan du have problemer med at synkronisere deres amning til fællesspisning af den simple grund, at dine børn kan have forskellige tempo for omsætningen af deres mad. Og nogle børn er hurtige til at fordøje maden, mens andre er langsommere. Og der er børn, der er hurtige til at spise og der er børn, som spiser langsomt og skal hjælpes og støttes, så de ikke falder i søvn midt i måltidet, før de er blevet rigtig mætte.

 

Planlægning af dobbeltamning
Men når nu mange af de barrierer, der kan være for at amme begge børn på en gang er nævnt, så husk på at det kan lade sig gøre. Og fortvivl ikke, hvis det ikke lykkes ved hvert eneste måltid. Du kan forsøge at planlægge det således, at så mange måltider som muligt er med ét barn ved hvert bryst. Og det gør du ved, at du forsøger at synkronisere dine børns spisemønster.

 

Du starter når det første barn melder sin sult, så lægger du naturligvis barnet til brystet og vækker så det andet barn og tilbyder det, det andet bryst. Og det er her, at børnenes far er en uundværlig hjælp. For det er ikke nemt at sidde og amme et barn samtidig med, at du skal forsøge at vække et andet.

Og når nummer 2 er vækket, hvilket fx kan ske ved, at far skifter bleen, så er du nogle gange nået så langt i amningen af nummer 1, at hun er klar til at blive bøvset. Så det tidspunkt hvor du reelt ammer begge børn på en gang, kan være, der hvor nummer 2 lige er startet på sit måltid, mens nummer 1 er i sidste halvdel af sit måltid.

 

- og fordel brysterne
Som mange andre børn, så har dine børn måske også et favoritbryst, som de helst vil ammes fra. Men væn dine børn til at blive ammet fra forskellige bryster, således at dit ene barn ikke udelukkende spiser fra fx højre side, men på skift får mad fra højre og venstre bryst. Børn sutter ofte lidt forskelligt og deres forskellige sutten vil hjælpe på, at du får mælken ordentligt ud fra dine bryster og dermed mindsker risikoen for brystbetændelse.

 

Amme i sofaen
Når du skal amme 2 børn på en gang, så kræver det, at du sidder rigtig godt. Et oplagt sted at indrette som ammeplads vil være midt i din sofa. Her vil du kunne sidde behageligt og der vil være plads på begge sider, så du fx kan have dit ene barn liggende ved siden af, mens du fortsat ammer dit andet barn.

 

Lån en ammepude
Nogle tvillingemødre har glæde af en ammepude specielt designet til at amme tvillinger, men mange oplever, at børnene kommer til at ligge for højt/lavt og har meget mere gavn af en helt almindelig dyne eller et tæppe kombineret med sofapuder. Er du endnu gravid, så kan det være svært at afgøre, hvad der kommer til at fungere bedst for dig og dine børn. Hvis du på nogen måde kan låne en tvillingeammepude, (som du kan afprøve sammen med dine børn), før du beslutter dig for at købe en, så kan det måske spare dig for, at have en ammepude liggende, som du aldrig bruger. For I har sikkert allerede fået rigtig mange nye ting, der fylder godt op i jeres hjem.

Tips til amning af tvillinger..

  • Det er en strålende idé at indrette en behagelig ammeplads i sofaen og i sengen.
  • Begge bryster kan med fordel tilbydes til begge børn ved hvert måltid.
  • Det er klogt at prøve en ammepude, før I eventuelt køber en.
  • Amning tager tid i starten, men sidenhen er der megen tid at spare.
  • Du kommer sikkert til at drikke masser af væske, når du ammer dine tvillinger.

 

Læs hvordan morfar hjalp med amningen....


Kilde

Sundhedsstyrelsen: Amning - en håndbog for sundhedspersonale - 2009.

Materialet på sundhedsplejersken.dk er udelukkende tænkt til inspiration og information. Sundhedsplejersken.dk ønsker at støtte kontakten mellem de offentlige tilbud for børn og deres forældre, men kan aldrig erstatte personlig kontakt, rådgivning eller medicinsk behandling. Sundhedsplejersken.dk kan ikke tage ansvar for skader som følge af brugen af de materialer, der står på denne side.

Copyright © sundhedsplejersken.dk ApS 2008 - 2017. Alle rettigheder forbeholdes.
info@sundhedsplejersken.dk