Besøg våres webshop
Tema om Børn
Tema om Børn
Kategori  
Print denne sideSend denne side til en ven Bookmark and Share

Jubii – nu er de to små krokodiller kommet…

Det er altid udfordrende at blive storebror eller storesøster. Og kommer der tvillinger eller måske endnu flere, så er det en større omvæltning, end hvis børnene kommer et ad gangen. Størst er forandringen for jer forældre, som får hænderne mere end fulde.

Når du har børn i forvejen og skal have tvillinger eller trillinger, så tænker du uden tvivl på, hvordan det mon vil blive med endnu flere børn i huset. Måske har du det som Louise, der blev helt sørgmodig, da hun skulle til at føde. Hun ved, at familiens liv vil forandre sig voldsomt på ganske få timer. Intet bliver, som det var engang.

De voksnes bekymringer.

Det er muligvis ikke bunkerne af vasketøj, legetøj, bilens størrelse eller amning af to nyfødte, der tæller mest i tankerækken. Ofte er det spørgsmålet om kærligheden. Har jeg nok af den? Kan den virkelig fordobles i det uendelige?… Forholdet til de store (måske endnu små) søskende med alt, hvad det indebærer. Du ved, at din energi skal fordeles på flere børn. Du ved også, at børn kan blive jaloux på hinanden. Og du mærker måske følelserne – uroen – og får måske dårlig samvittighed over, om du nu er ved at svigte de børn, du har i forvejen.

Du kender endnu ikke de nyfødte.

Når de nye børn er født, skal I alle sammen til at lære hinanden at kende. Det er præcis den samme mekanisme, som hvis det var et enkelt barn. Uanset om du er far eller mor, så vil tilknytningen gå i gang. Du vil se på dit barn, det ene barn og det andet barn. Og det enkelte barn vil på samme måde iagttage dig. Det vil vise dig, hvilken lille person det er.

 

Du vil sikkert nysgerrigt tælle fingre og tæer, se på øjnene, håret, ørerne – bevægelserne og temperamentet. Er alt, som det skal være? Det tænker forældre til en nyfødt altid. Og hvilket menneske mon der er bag den dunede isse? Det vil, som det plejer at være, blive starten på en opdagelsesrejse,der stort set aldrig hører op.

 

 

 Tvillinger ligger i samme vugge

Tid til at lære hinanden at kende.

Selvfølgelig tager det lidt længere tid, når I får mere end ét barn. Der er flere børn at koncentrere sig om. Hvis I både er en mor og en far, har I det måske godt med at koncentrere jer om et barn ad gangen i perioder. Og på andre tidspunkter kan den ene forælder være sammen med de større søskende, og den anden forælder kan tage sig af ”de små”.

 

  • Tilknytning mellem forældre og de nyfødte tvillinger/trillinger har godt af tid og koncentration.
  • Søskende har også brug for at lære de nye tvillinger/trillinger at kende i deres eget tempo.
  • Hvis I af og til kan være sammen med de større børn uden ”de små”, så er det en god ide.
  • Tag imod al den hjælp, I har lyst til at modtage.
  • Har I bryderier med søskendeforholdene, så få hjælp. I kan fx spørge jeres sundhedsplejerske – måske kender hun til særlige tilbud for flerbørnsfamilier.

Tilmeld dig gratis sundhedsplejersken.dk, så får du også vores nyhedsbrev.

 

Følelserne for det enkelte barn kommer måske ikke lige med det samme. Det er ret forskelligt, hvornår følelserne for et nyfødt barn kan mærkes helt ind i forældrehjertet. Nogle gange går der måske nogle få dage, andre gange flere måneder, inden du mærker følelserne. Du behøver heller ikke føle på samme måde for dine børn. De er jo også forskellige. Deres livshistorier er forskellige, uanset at de er født på den samme dag og lige efter hinanden.

”Krokodillerne” har søskende.

Ligesom forældrene har brug for tid til at lære de nyfødte børn at kende, har de større søskende det også. De skal se, røre, ae, klappe og pege – og så spørger de sikkert om rigtig mange ting. Selvfølgelig er reaktionerne afhængige af det enkelte barns alder, modenhed og temperament. Du kan følge barnets initiativer og se, hvad der sker. Det er måske også spændende at følge, hvordan søskendeforholdet vokser frem. Børn er mere overskuelige end voksne, og de er umiddelbare. De bevæger sig meget og er præget af livlighed. Det vil ofte have stor underholdningsværdi efter få uger eller måneder.

Sympatier, jalousi og konkurrence.

Søskendeforhold er præget af mange forskellige ting. Der er forskel i alder og modenhed selvfølgelig, men der er også temperamenter, som passer bedre sammen, og gemytter, der ofte kan slå gnister. I perioder vil der være utakt i forskellige børns behov, forståelse og formåen (sprog fx), og i andre perioder vil der sikkert også være harmoni og leg, hvor det hele svinger godt.

 

Som forælder er det godt at tænke på, at børn lærer mange værdifulde ting i en søskendeflok. For eksempel kan man blive god til at håndtere konflikter, lære at tage hensyn til hinanden og hjælpe til, fordi det ofte er et helt åbenlyst behov.

 

Kilder til gode børnebøger:
Marianne Grymer Barkeman: 1 + 2 = 3: Storebror til tvillinger. Turbine 2007.
Eline Sigfusson Paludan: Lillebror og lillebror. Høst 2007.

 

Du kan også læse hvordan Louise - mor, hun oplever det

Materialet på sundhedsplejersken.dk er udelukkende tænkt til inspiration og information. Sundhedsplejersken.dk ønsker at støtte kontakten mellem de offentlige tilbud for børn og deres forældre, men kan aldrig erstatte personlig kontakt, rådgivning eller medicinsk behandling. Sundhedsplejersken.dk kan ikke tage ansvar for skader som følge af brugen af de materialer, der står på denne side.

Copyright © sundhedsplejersken.dk ApS 2008 - 2017. Alle rettigheder forbeholdes.
info@sundhedsplejersken.dk