Barnet får gradvist sin viden om forplantningens gåde.
Måske spørger din søn på 4 år om, hvorfor han har en tissemand, når hans lillesøster ikke har nogen. Du svarer, at det er fordi han er en dreng, og drenge har tissemænd. Lillesøster er en pige, og hun har en tissekone ligesom alle andre piger. Er han tilfreds med svaret, så er det så langt, du skal svare ham lige nu.
En anden dag spørger han måske til, hvad mor bruger de små bleer på toilettet til. For han har aldrig set dem i brug. Her svarer du måske, at dem bruger hun til at lægge i trusserne, fordi de skal at suge noget blod op, som nogle dage kommer ud mellem benene. For det giver snavset tøj, hvis hun ikke tager de små bleer på. Senere spørger dit barn måske, hvorfor der kommer blod. Så er det tid at fortælle om kvinders organer indeni, og måske laver du en lille simpel tegning af en livmoder, så det bliver lidt lettere at forstå. For en hel del af det, der sker i forbindelse med kønsorganer, seksualitet og forplantning, er usynligt for barnet.
Hvordan er det for dig at snakke om køn og forplantning?
Det er et godt emne for de voksne at snakke med hinanden om, hvordan I har det hver især. Hvad tænker du fx om, at jeres barn vi, spørge om facetter indenfor temaet “sådan bliver børn til”. Måske synes du, det er pinligt eller ubehageligt? Det kan også være, du tænker tilbage på, hvordan du selv fik den viden. Eller måske synes du, der var mange ubesvarede spørgsmål for dig, og det ønsker du ikke, at dit barn skal opleve?
- Hold dig til sandheden om hvor børnene kommer fra. Sammenligninger med historier om bier og blomster er for kompliceret.
- Mangler du selv viden om kroppens funktioner, så kommer du let på glat is. Så måske et brush-up kursus (fx fra en bog) vil være en god ide.
- Svar konkret og simpelt på det, dit barn spørger om, og ikke mere. En anden gang spørger det igen.
- Dine pointer bliver konkrete, hvis du kan tegne for barnet, hvad der sker. Eller vise noget af det i en bog.
- Hvis du fortsætter med at tale med dit barn om krop, sex og kærlighed, så er det godt forberedt, når den del af livet nærmer sig.
- Børnerådet og foreningen Sex og samfund anbefaler, at forældre taler med deres børn om sex og kærlighed.
Dit barn har fornemmelser for stemninger og uudtalte følelser, og for hvordan du har det. Er du fx forlegen og usikker, og ønsker ubevidst at undgå snak om seksuelle temaer, så mærker dit barn det. Hvis du gerne vil ændre på det, kan det være en hjælp at snakke med andre voksne (fx din kæreste eller en god ven), om hvordan du kan tænke dig, det skal være hjemme hos jer, når spørgsmålene fra børnene handler om sex, krop og følelser. På den måde kan du måske komme noget af din forlegenhed til livs.
Barnets viden bygges gradvist op.
Når du taler med dit barn om krop, køn og seksuelle emner igennem mange år, så bygger det gradvist en viden op hos dit barn om kroppens funktioner, kendskab til forplantning og til sex. Når engang puberteten banker på, så har dit barn en solid ballast at trække på, når det voksne sexliv nærmer sig.
13-årige vil tale om krop og kærlighed.
I en undersøgelse af Børnerådet fra 2014 blandt 13-årige viser det sig, at en del børn ikke har nogen, de kan tale med om krop og kærlighed. Hos drengene er det over halvdelen, der har det sådan. Børnerådet anbefaler forældre at tale meget mere med deres børn om køn og kærlighed
Kilder og forslag til nyere bøger for børn:
Det Kilder. Jane Hejgaard. Frydenlund 2010.
Helene Goldberg og Maruska la Cour Mosegaard: Slottet med de mange værelser. Turbine 2009.
Maise Njor: Er det her, der bliver bollet? 2009.
Kys kærlighed og kønshår – 13-årige vil tale om det. Børnerådet 2014.