Besøg våres webshop
Tema om Børn
Tema om Børn
Kategori  
Print denne sideSend denne side til en ven Bookmark and Share

Blefri zone - åbning med historien om at blive blefri

En fortælling om, at dit barn bliver renlig, som du selv laver på et stykke papir, kan måske blive dit barns vej til blefri zone, hvis det er svært. Her får du en guide til, hvordan du kan bære dig ad.

Børn udvikler sig ofte i et rivende tempo, men af og til kan du opleve, at det trods alt ikke går helt så hurtigt, som du måske synes, at det skal. Du har muligvis et ønske om, at dit barn snarest får lært en given adfærd, men det lader vente på sig. Det kan være alt fra at sove i egen seng, til at smide bleen og begive sig ind i ble-fri zone.


Vil du lære dit barn noget nyt, så handler det i høj grad, om dit barn er parat til at lære "det nye", og om det er modent med hjerne og hjerte til at tage det næste skridt i sin udvikling. Du kan ofte hjælpe dit barn på vej og det kan gøres på flere måder. En af disse måder er, at I benytter jer af metoden, ”Min historie om ….”.

Lav en historie

Den historie du skal fortælle handler om det nye, dit barn skal lære. Ønsker du fx, at dit barn skal stoppe med at bruge bleen (og dit barn selvfølgelig har en alder, hvor man kan forvente, at det er modent nok til denne udvikling, og det har vist tegn på, at nærme sig ”blefri zone”) så er det det, historien skal handle om. Og så skal dit barn selvfølgelig indgå i historien, og den ønskede handling skal beskrives som om, at det helt selvfølgelig er den, dit barn har.


Er dit barn ved at holde op med at bruge ble, handler historien om dit barn, der går på toilettet og at det er en succes. Der er ikke noget, der negativt beskriver uheld eller lignende. Hensigten er at motivere dit barn med alt det positive, som den ønskede adfærd vil bringe med sig.

Tegninger og billeder

Den gode historie laves med en lille enkel tekst og nogle billeder, enten tegninger, udklip fra blade eller fotografier af barnet selv. Historien handler så om dit barn og at det er begyndt at bruge toilet eller potte,  ganske enkelt og ikke moraliserende på nogen måde. Der må gerne indgå ideer til, hvordan dit barn kan opnå den ønskede handling og alt det positive, det vil medføre.

Når du bruger fortælling i billeder og ord om det, som du gerne vil have, at dit barn lære -

  • Så støtter den positive historie dit barn på en god måde
  • Det kan klart se, hvad der skal ske
  • Hvad det selv forventes at gøre
  • Og hvad andre vil gøre
  • Du får lagt det, barnet skal "udenfor barnet", så det er til at kigge på fælles

Husk at det skal være meget enkelt og klart. 

Tilmeld dig gratis sundhedsplejersken.dk, så får du også vores nyhedsbrev.

Hold fast i det positive

Det er sjældent, at historien har fuldstændig mirakuløs virkning fra den ene dag til den anden. Du kan forvente,  at det vil ske i en glidende overgang i takt med, at I læser historien flere og flere gange. I kan vælge, at det er en historie, som I læser i en hyggestund om eftermiddagen, eller det måske er en ekstra godnat-historie i en periode. Når effekten viser sig, kan historien lægges væk, og så kan I finde den frem igen, hvis der kommer tilbagefald.

Skabelon til ”Den gode historie”

Man kan have lyst til at lave en lang historie, men jo yngre barnet er, jo mere enkel skal historien være og jo bedre kan dit barn kapere budskabet. Vi har lavet en enkel skabelon, hvor budskabet er: ”At blive fri for bleen”.


Du kan jo ændre budskabet, præcist så det passer til det, I har behov for lige nu. I kan lave flere historier med forskellige emner, etc., men ikke på en gang. Fortæl en historie ad gangen og lad der gå lidt tid, før I eventuelt tager fat på et andet tema.

Det er en god idé, at historien kan være på et A-4 papir, og har I mulighed for det, kan I lamine papiret. Så holder ”historien” længere, billeder/udklip falder ikke af, og historien tåler at blive læst mange gange.


KLIK HER FOR SKABELON! Skriv dit barns navn, alder, bopæl, etc. ind i dokumentet, der hvor der er skrevet med røde prikker i skabelonen. Og sæt billeder/tegninger ind, som passer til dit barn!

 

Kilder:

Anne Sofie Møller Sparre og Katrine Dall Jørgensen(red.): Syv fortællinger om narrativ praksis. Dansk Psykologisk Forlag 2009.

Berit Hertz og Frank Iversen: Anerkendelse i børnehøjde. Dansk Psykologisk Forlag 2004.

 

Materialet på sundhedsplejersken.dk er udelukkende tænkt til inspiration og information. Sundhedsplejersken.dk ønsker at støtte kontakten mellem de offentlige tilbud for børn og deres forældre, men kan aldrig erstatte personlig kontakt, rådgivning eller medicinsk behandling. Sundhedsplejersken.dk kan ikke tage ansvar for skader som følge af brugen af de materialer, der står på denne side.

Copyright © sundhedsplejersken.dk ApS 2008 - 2017. Alle rettigheder forbeholdes.
info@sundhedsplejersken.dk